DETEKTOREN
Satyricon - Deep calleth upon Deep

Deep calleth upon Deep

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 5,7/10 baseret på 3 stemmer.

Satyricon rumler videre på formålsløst album

Profilerede udgivelser

2017 har været et godt år for black metal, både nationalt og internationalt. De tunge drenge (og en enkelt pige) har domineret de forkromede udgivelser, og der ligger stadig en lille håndfuld og venter på os, efterhånden som det bliver mærkbart koldere og mørkere. For at fejre, det nu er blevet efterår for alvor, har Satyricon udgivet en plade, I nok har hørt om: Deep Calleth Upon Deep. Om det er tilfældigt, det lige var den dag, vi gik mørkere tider i møde, kan jeg kun gisne om, men det skulle ikke undre mig om, også det er en del af planen på et lidt for gennemtænkt album.

Usammenhængende og formålsløs

Satyricon er som udgangspunkt leveringsdygtig i en form for black metal, jeg vil kalde effektiv og uprætentiøs. Det er musik for mennesker, der sætter pris på metal med attitude uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten. Der er ikke en finger at sætte på hverken opsætning eller udførelse af de otte numre, og det er rart at være vidne til det eksperimenterende resultat af Satyrs musikalske udfoldelser. Men selvom jeg sætter pris på den psykotiske jazztrompet, der albuer sig ind i ”Dissonant”, og hvordan åbneren ”Midnight Serpent” præsterer at bygge bro mellem den gamle, knapt kontrollerede vildskab man kender fra de tidligere udgivelser og den nye dæmpede lyd, er jeg anderledes loren ved singlen ”To Your Brethren In The Dark”. Ærligt talt lyder det som om, det er skrevet for at fylde lidt på pladen. Det er langtrukkent og fodslæbende, og værst af alt: Det giver mig en følelse af, det hele er for poleret og kalkuleret.

Dog kommer den kalkulerede del af albummet dem absolut til gode, når talen falder på deres udskældte valg af cover art. Cover art har en enorm betydning for det samlede indtryk af en plade, og det lader til, det er gået størstedelen af deres fans’ næser forbi, at det sort/hvide billede ikke bare er en hastigt skitseret tegning på bagsiden af en serviet. Intet ringere end ”The Kiss Of Death” af Edward Munch er udvalgt til at være det første du møder, når du stifter bekendtskab med et album, som bærer præg af at være nærmere et soloprojekt, end en fælles indsats. Billedet er åbenlyst blevet udvalgt i forbindelse med Satyrs sygdom og helbredelse, og hvor det i højeste grad afspejler den umiddelbare minimalisme, som gennemsyrer Satyricons musik, er der – som vi alle har lært i dansktimerne, når der skal analyseres noget – meget mere til det, end man først tror. Men desværre er det ikke nok til at udradere følelsen af, at det her album ikke byder på de helt store oplevelser. Der er hverken retning eller noget, der efterlader et varigt indtryk, i modsætning til tidligere udgivelser, til trods for det i sin helhed fremstår som gennemtænkt, ned til mindste detalje.

Post black stress syndrom

Det er svært at præcisere, hvad der gør, jeg forholder mig i ro, når jeg lytter til Deep…. Det er en smule eksperimenterende med sine underspillede prog elementer på ”Blood Cracks Open The Ground” og det Satyricon-som-vi-kender-dem afsluttende nummer ”Burial Rites” som modpol. Men det bliver aldrig helt farligt nok, eller overvældende nok. Det forekommer mig for overlagt til at være overbevisende, og selvom jeg har holdt meget af Satyricon i flere år, end jeg vil indrømme, er min kærlighed til konceptet ikke nok til at give topkarakter til et af de bands, der har været med til at forme en scene, der stadig hylder de gamle dyder, til trods for de ikke længere håndhæver dem selv.

Tracklist

  1. Midnight Serpent
  2. Blood cracks open the ground
  3. To your brethren in the dark
  4. Deep calleth upon Deep
  5. The Ghost Of Rome
  6. Dissonant
  7. Black wings and withering gloom
  8. Burial Rite

Kommentarer (2)

UMUR

UMUR

Indlæg: 53

Jeg har altid været mere vild

Jeg har altid været mere vild med nyere Satyricon end det gamle mere Black metal orienterede materiale, så hvis denne her lyder bare en smule som den sidste, så er jeg på.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Redaktør

Indlæg: 20

Satyricon

Jeg glæder mig til at høre din vurdering af albummet :)

Tilføj kommentar