Døden øger populariteten
På trods af at latin teknisk set er et dødt sprog, så er det yderst udbredt, når diverse bands skal finde på en mere eller mindre grammatisk korrekt titel til deres kommende plade. Vi er alle bekendt med Mayhems De Mysteriis Dom Sathanas, Rotting Christs Non Serviam, Dark Funerals Vobiscum Satanas og selvfølgelig Candlemass’ Epicus Doomicus Metallicus, på trods af at den reelt set ikke er på latin. Men der er selvfølgelig utallige andre bands, som også har haft pest- eller koleravalget omkring deres STX-valgfag. Seneste skud på stammen er portugisiske Saevus Finis og deres debut Facilis Descensus Averno. Skulle man være interesseret, betyder bandets navn “den brutale slutning”, og pladens titel er “nedgang til helvede”.
Der skal så lidt til
Ovenpå sådan et mindre positivt bandnavn og albumtitel så har de opmærksomme læsere nok gættet, at Saevus Finis ikke gør sig i eventyrlig power metal. Portugiserne har – selvfølgelig, fristes man til at sige – kastet sig over en lidt mere blacket udgave af den dejlige dissonante dødsmetal.
Gud og hver mand har hørt, hvordan genren tordner derudaf med skrigende lead guitar, som var det en efterårsstorm, der baldrede samtlige ruder i et sølvbryllupskvarter. Det black metalliske islæt giver dog Facilis Descensus Averno en noget mere interessant og iskold dynamik, end man er vant til fra genren. ”Corpse of Hope” er rimelig lige ud ad landevejen bulder og brag, men med et rimelig simpelt black riff på toppen går vi fra et acceptabelt rabalder til en arktisk, nærmest war metallisk, snestorm, som vil give de fleste pendlende nordjyder PTSD-flashbacks til den nylige snestorm.
En del af denne herlige kakofoniske stemning skyldes selvfølgelig også produktionen. Den er dejlig primitiv og noget mere skramlet, så de blackede elementer for alvor fremstår dugfriske fra frost, samtidig med at bassen er skubbet så meget frem og stemt så meget i bund, at samtlige numre lyder til at have en gæsteoptræden af Will Smith fra Afterbirth. Blacken og bassen kommer for alvor til udtryk på numre som ”Aeons of Spiritual Starvation” og ”Thou Hast Destroyed Thyself”. Her kommer talemåden om modsætninger, der mødes, i den grad til udtryk, hvor trommehinderne bades i svovlet af Dark Funeralske skærebrænderriffs, komprimeres af Immolations rytmiske dødsmukkert for til sidst at nyde lydtemaet til, hvordan det er så smukt at følges ad – direkte ned i Helvedes inferno. Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at australske Portal for alvor havde fundet noget, der bare mindede om struktur. Ikke fordi portugiserne overhovedet er avantgardistiske i deres udtryk, men den nærmest umusikalske og atonale disharmoni et nummer, som ”Overrun by Pests” byder på, drager tydelige paralleller til australiernes vanvid. Portugiserne forstår bare at servere det på en sådan måde, at man ikke behøver psykiske diagnoser og spændetrøje for at nyde det tordnende og iskolde mørke.
Et lille minus på denne ellers nydelige slentretur mod Pandæmonium er mellemspillet ”Execration”. Det er pladens næstsidste nummer, et 42 sekunders ligegyldigt brølen, hvor man i baggrunden hører en bygning brænde ned, og det eneste, nummeret udretter, er at dræne momentum, inden titelnummeret lukker pladen. Uden at skulle sige det med sikkerhed, så tror jeg ikke en nedstigning til helvede indeholder hvil og drikkepauser, så det vil jeg gerne også gerne have mig frabedt på turens soundtrack, tak.
Innovation efter KISS-modellen
Saevus Finis genopfinder på ingen måde dissodøden på Facilis Descensus Averno – de tilføjer egentlig ”kun” en blacket kant – men mere skal der af uransagelige årsager ikke til for at kreere et iskoldt, svovlstinkende kulsort værk af så høj kaliber, at både Immolation- og Portal-fans må spærre øjnene op og overveje, om ikke sommerferien skal gå til Portugal.