Reject The Sickness - Chains Of Solitude

Chains Of Solitude

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Selvproklameret melodød med undertoner af prog og core fra Belgien

Når kunsten imiterer livet

Reject the Sickness har eksisteret siden 2010 og med blot en demo og en mini-cd til sit navn, er Chains of Solitude deres chance for at slå ordentligt igennem. Bandet har selv indspillet albummet i deres eget studie og teksterne bærer præg af forsangeren Guy Vercruysses job som socialrådgiver; han fortæller selv, han har fundet inspiration gennem de historier, han har hørt fra de udsatte unge, han har arbejdet med.

Velmenende rodebutik

Det lyder i første omgang vældig interessant, men desværre falder de igennem i deres forsøg på at kombinere deres valgte subgenrer. De burde tage at vælge mellem melo eller core, for deres forsøg på at rumme begge fungerer overhovedet ikke. De magter simpelthen ikke den opgave forbundet med de mange stil- og temposkift, som f.eks. Opeth er mestre i. Numre som ”Heaven Turns Black” og ”The Fire's Burning”, er virkelig gode eksempler på, hvordan man ikke gør, og jeg kan ærligt talt ikke svare på, om det enten er mixeren, der hører dårligt, eller om selve konstruktionen af sangene bare ikke er gode nok. Når Guy så samtidig forsøger sig med forskellige typer af grynt, growl og gråd, bliver oplevelsen en smule anstrengende - et nummer som ”Seedless” bliver faktisk spoleret en smule af hans vokal. En eller anden har i øvrigt taget den beslutning, at de få stykker kor og andenstemme, der dukker op hist og pist, skal indspilles i et tilstødende lokale og den eneste formildende omstændighed, der er ved det, er, at så behøver jeg ikke høre på ham anstrenge sig for at kunne mere, end han egentlig kan. Forsangeren lider nemlig desværre af Mark Hunter-syndromet i den forstand, han kun har én indstilling. Og hvis han så bare holdt sig til den, ville det faktisk hæve niveauet for hele pladen.

Reddet på målstregen

For han har en ret interessant stemme og på et enkelt nummer, lykkes det ham ikke blot at gøre Joe Duplantier kunsten efter, men faktisk at overbevise mig om at give ham en chance til. De mange vildskud til trods, og her tænker jeg ikke kun på den pludselige og temmelig sløje ballade, er det ikke en dårlig skive. Skæringer som ”My Agony”, ”Psychopath” og ”Depravity” redder udgivelsen fra at falde helt fra hinanden, og selvom de tre numre stadig lider af den massive stilforvirring Chains of Solitude bærer præg af, tilgiver man dem det, for når det endelig spiller, så spiller det. Selvom lead guitaristen lyder som om, han hører til i et helt andet band, og stilforvirringen er den uldne røde tråd, så har de gjort store fremskridt siden deres sidste udgivelse og kan med tiden blive noget, man ikke får tics af - det giver seks kranier herfra.

Tracklist

  1. Intro
  2. Chains Of Solitude
  3. My Agony
  4. Only Darkness Is Real
  5. Depravity
  6. Psychopath
  7. Alone
  8. Heaven Turns Black
  9. Hopeless
  10. Seedless
  11. The Fire's Burning

Tilføj kommentar