Redwest - Crimson Renegade

Crimson Renegade

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Italiensk cowboy-metal er en joke, der aldrig bliver rigtig sjov.

Spaghetti Western Metal

Vi kender formentlig allesammen de italiensk-producerede western-film, bedre kendt som spaghetti westerns. Men har du nogensinde hørt om Spaghetti Western Metal...?? Nej vel? Men frygt ej kære læser, du behøver ej søge længere; Italienske Redwest spiller op til saloon-party og støvletramp på denne deres første langspiller: Crimson Renegade. Desværre matcher det endelige produkt dog ikke den spøjse ide.

Floskler, fis og flad fornemmelse

Advarsel: Hvis du er en elitær metal-snob og/eller ikke kan klare en joke, så stop her. Redwest er ikke 100 procent seriøst. Vi befinder os lidt ovre i nærheden af Tenacious D, men desværre langt fra ligeså kreativt, sjovt eller lyttevenligt.

Det tog lige et par gennemlytninger og en google-søgning før undertegnede fangede joken, men det var desværre en af den slags jokes, der så snart tiøren falder, viser sig slet ikke at være særlig sjov. Der er nemlig grænser for hvor meget western-gejl man kan klemme ind i et halv-tamt og hurtigt glemt hard rock nummer skrevet efter gammel slidt skabelon; Her er klassiske amerikanske folk-rundgange, mundharmonika, klaverboksning og håndklap - cowboy-floskler en masse. Og et stykke hen ad vejen er det tåleligt. Men når et mariachi-band rykker ind omkring halvvejs inde i skiven med deres skingre små trompeter og andre irriterende elementer, bliver det dog for meget. Så stopper det sjove…!

Et par af numrene er okay catchy, deriblandt titelnummeret og den ret så hårdtslående "C.F.H." - en fortælling om en unavngiven Cowboy From Hell, men håber man her på en Pantera-parallel af nogen art bliver man slemt skuffet - derudover er resten faktisk noget intetsigende cowboy-pjat, der hurtigt bliver lettere irriterende!

Intetsigende som en daggammel cowboy-toast

Det er med Redwest som det er med æggekogere, skopudse-maskiner og Gangnam Style-syngende tandbørster - ideen virker god og lidt skæg i starten, men man indser hurtigt hvor tåbeligt og direkte åndssvagt det i virkeligheden er.

Hvorfor hele 3 kranier spørger du? Tjo, ser man bort fra den tykke italienske accent, den flade produktion og den alt for store mængde cowboy-fis, fungerer et par af sangene, som tidligere nævnt, som fine jokes på klassisk americana og stereotype westernfilm. Men et helt album i samme irriterende rille er for meget af det gode, og havde muligvis fået hele bandet skudt ved daggry i det ægte vilde vest. Sjov ide, men nu er joken vist også død...

Tracklist

  1. Crimson Renegade
  2. C.F.H.
  3. The Ballad of Eddie W
  4. Morning Ghost
  5. Fire
  6. Bullet Rain
  7. Eternity
  8. The Dreamcatcher
  9. A Fistful of Dollars
  10. Golden Sands
  11. Poker