Skal det være teknisk, så lad det være teknisk
For 22 år siden udgav Gorguts deres genredefinerende og -brydende mesterværk Obscura. En plade, der er berømt og berygtet for at være af en så kompleks og teknisk art, at man efter gentagne gennemlytninger stadig kan sidde og stirre blankt ud i luften og prøve at forstå, hvad i alverden det var, man lige hørte. Dette er blandt andet grunden til, at mange udgivelser inden for den tekniske dødsmetal stadig holdes op og vurderes mod Obscura. Indtil nu er der dog, så vidt jeg ved, ingen plader, der har kunnet måle sig med den to årtier gamle klassiker. Dette har dog ikke stoppet utallige bands i at gøre forsøget, og seneste band i rækken er amerikanske Pyrrhon og deres plade Abscess Time.
Så gør det dog ordentligt
Pyrrhon opererer i den del af teknisk dødsmetal, der læner sig over mod Coalesce, Dillinger Escape Plan og andet mathcore, dog uden helt at slippe taget i metallen. Resultatet af dette er et kaotisk lydbillede, der stikker i seksten retninger på en gang og nægter at give mening. Spørgsmålet er så bare, om det er det værd? Baseret på titelnummeret, der åbner pladen, virker Abscess Time mindre spændende end et foredrag om roedyrkning i Ækvatorialguinea, men pladen har da heldigvis 11 andre numre.
”Down at Liberty Ashes” hiver straks niveauet op med et virvar af riffs, der konstant skifter mellem det melodiske og det kaotiske. Når trommeslageren så samtidig insisterer på at slå på alt i skiftende rytmer, og når vokalen er et manisk skrig, så bliver det straks mere interessant. Yderligere interessant bliver det på ”Another Day in Paradise”, der på trods af at minde noget mere om traditionel sangskrivning stadig er en mere end overbevisende lektion i, hvordan man kommer hele vejen rundt om sit instrument, uden at det bliver organiseret larm. Det er her, Pyrrhon er bedst. Når det melodiske og kaotiske kommer i nævekamp og gennemtæver hinanden, til der kun er blod og kødklumper tilbage.
Men i tro uregerlig mathcore stil, så gør Pyrrhon selvfølgelig ikke det, man forventer. Det gode samspil får fingeren, og i stedet overtager hvad der kun kan beskrives som jazz voldtaget af mathcore – og inden du spørger, så nej, det er på ingen måde en god ting. Disse elementer viser sit grimme fjæs af og til på første halvdel af pladen – host, ”The Lean Years”, host, men når vi når til anden halvdel, går det helt galt. Der finder vi ”The Cost of Living”. Ni minutter, der lyder som det musikalske svar på en bil, der knap kan holde sig selv kørende i tomgang, og derfra ser det sort ud for Abscess Time. ”Solastalgia” og ”State of Nature” er så prætentiøse og mislykkede i forsøget på at eksperimentere med jazz, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Det er som at lytte til en psykopat, der skriger af en flok musikere, der prøver at spille, mens de er dopet på morfin. ”Rat King Lifecycle” forsøger sig som et plaster på såret, men griber bare febrilsk efter halmstrå.
Det kunne have været så godt
Der er en hårfin grænse mellem galt og genialt, og Abscess Time formår at plante sig solidt på begge sider. Det er latterligt dygtige musikere, der står bag pladen, men alt for tit bliver de fanget i deres eget jazzede kaos, og i stedet for at arbejde sig ud virker det til, at de bare kaster deres instrumenter ned ad trappen og håber på, at resultatet kan bruges. I den time, pladen varer, sidder man reelt set og bliver mere og mere irriteret over, hvorfor Pyrrhon ikke formår mere med de evner, de har, og hvorfor de kun mente, at seks af de tolv numre skulle fungere.