Den iltmanglende mudderpøl
Ja, tro det eller lad være. Puddle of Mudd har atter udgivet etalbum, og uden der er gået et årti. Sjovt nok ledte det straks mine tanker mod Limfjorden, hvor der har været meget snak på det seneste om iltmanglen i vandet. Især var det klippet af havørreden, som var helt inde ved kysten på de smalle vande for at få ilt fra overfladen, som kom frem i min bevidsthed. De sidste krampetrækninger før den uundgåelige død. Parallellen har for mig været til at få øje på med Puddle of Mudd, som med deres seneste album Welcome to Galvania, og med deres pinagtige cover af Nirvanas ”About A Girl”, mest af alt har lignet et band, der lever på sit sidste åndedræt. Hvor vi alle er blevet inviteret med som tilskuere til de sidste krampetrækninger. Derfor skal Ubiquitous enten være albummet, hvor bandet revitaliserer mudderpølen med en udrensning af de kreative dødvande, ellers bør projektet måske bare forblive et fortidslevn.
Cobain copy-paste
Det står allerede klart fra albummets første nummer ”My Baby”, at Puddle of Mudd åbenbart har ringet til 90’erne og spurgt Kurt Cobain, hvordan man skaber fed grunge. Ikke engang post-grunge, som bandet blev kendt for med deres album Come Clean (2001). Nej, vi snakker på et niveau, hvor Cobain enten vil vende og rotere sig i graven eller klappe i sine hænder over, at et så fedt coverband som Puddle of Mudd fandtes. Jeg tror selv mest på førstnævnte. Det er svært ikke at få den tanke, om bandet er blevet så rasende over responsen på deres famøse ringe cover af ”About A Girl”, at de trådte på krigstien, og at især forsanger Wes Scantlin har tænkt ”Nu skal vi fandme vise jer!”. Dermed er de gået ned ad en sti, hvor missionen åbenbart er at lyde som et komplet Nirvana rip-off. De eneste adskillelser er mikroskopiske indsprøjtninger af alternativ rock på få sange som ”Cash and Cobain” og, hold nu fast, lidt country-rock på ”Butterface”. Det er på alle måder en yderst mærkværdig, og helt ude i hegnet, beslutning. Bandet har længe lidt af akut kreativ iltmangel i deres lille mudderpøl. Løsningen af det problem bør jo ikke være at lyde som noget, der var engang. Hvis vi vender tilbage til Limfjord-terminologien, så svarer det til, at man kigger på en anden velfungerende fjord og tænker ”Shit, der er liv. Den skal Limfjorden ligne på prik”. Hvorefter man assimilerer Limfjorden i kontrast og farvespektrum ved tilsætning af farvestoffer, men glemmer alt om det grundlæggende problem, som har skabt iltmanglen. Puddle of Mudd har altså ikke trådt ud af deres kreative dødvande, nej tværtimod, men hey, de er da blevet Nirvana version -2.0.
Hvis vi skal se på de positive aspekter, så lyder Scantlin heldigvis til at have genfundet lidt af sin stemme på denne plade, selvom han på ”My Baby” virker til at hive lidt efter vejret. Udover den sang, så går det overraskende fint med hans lungekapacitet på de fleste sange. Det er selvfølgelig også nemmere at ramme tonerne i studiet, da man får mange forsøg, men jeg håber da, at det er fordi, Scantlin har arbejdet på teknikken. Bandet er også stadigvæk kompetente sangskrivere med melodiske omkvæd, som er ørehængende på den lidt irriterende måde – altså med masser af repetition. Produktionen er også nydelig og pæn, men omvendt ret kedelig, når man gerne vil lege 90’er grunge. Selvfølgelig er det meget passende til de momenter, hvor de tager cowboy-hatten på og ruller sig ud som en sur og deprimeret Billie Ray Cyrus, yeehaw. Det er da fedt...eller noget.
Lad nu bare mudderpølen tørre ud
Puddle of Mudd har for længst mistet deres relevans. At de nu har ringet til 90’erne for finde den, udviser bare, hvor stor stagnationen og desperationen i virkeligheden er. I modsætning til Limfjorden, som faktisk fortjener at blive reddet, da den indeholder et vigtigt økosystem for mange dyreliv, så fortjener denne pøl ikke redning. Verden er rykket fra dem, og de er ikke længere en vigtig del af det musikalske økosystem. Tværtimod, så er de måske de modsatte, og det ville være bedre, de lod pøllen tørre helt ud eller bare levede på den musik, de skabte engang. Svaret er ikke at lave en sjælløs post-moderne udgave af Nirvana, der mangler alt kant og relevans, som Nirvana havde i deres tidsperiode. Ubiquitous er i sandhed skabt til dem, som bare higer efter 90’er grunge, og ikke har nok i de fantastiske værker, der blev skabt i den tidsperiode fra bands som Nirvana, Alice In Chains, Soundgarden og Pearl Jam. Ellers er det for de totalt inkarnerede Puddle of Mudd-fans, som synes, at alt bandet har gjort, er fedt. Ingen tvivl om, at Puddle of Mudd nok forsat skal være populær i segmenter af USA. og blandt dem, hvis eneste næring i livet er rendyrket nostalgi. Det er metervarer til laveste fællesnævner, og for nogen har genkendelsesværdi større værdi end alt andet.
