Engelsk dødsmetal fra dybet
De Profundis er et engelsk dødsmetalband, der albumdebuterede i 2007 og nu har udsendt deres 5. fuldlængde album, The Blinding Light Of Faith. Det er en samling teknisk dygtige musikere, der generelt har udgivet anmelderroste albums og blandt andet har turneret med Taake, Gorgoroth og selveste Enslaved. Bandet har netop spillet på Bloodstock festivalen i England, så måske er der endeligt et større gennembrud på vej?
”There are no innocent people…”
Bandet fra dybet går i hvert fald til stålet her på The Blinding Light Of Faith. Man opdager hurtigt, at albummet er ét langt anklageskrift mod de tre abrahamitiske verdensreligioner. Coveret viser en forpint, knælende mand lænket til tre dystre bygninger: en synagoge, en katedral og en moske. Ikke særligt subtilt måske, men effektfuldt. Det samme kan man egentlig sige om musikken, som man fristes til at kalde en moderne udgave af dødsmetal. De er som nævnt fremragende musikere, men de spiller nu ikke så meget tech death, at det bør skræmme traditionalisterne væk. Det er ret ofte melodiøst, uden det dog bliver til rendyrket melodeath. Lyden er nok lidt poleret, men dog tilpas beskidt og ”in your face” til, at de fleste fans af genren kan være med.
Allerede sang nummer to ”War Be Upon Him” er et musikalsk højdepunkt med et af de bedste riffs, du kommer til at høre her i 2018, samt en masse veludførte temposkift og tunge passager. Virkelig høj kvalitet. ”Opiate For The Masses” byder på lidt black-agtige tremolo-riffs og endda et jazzet intermezzo med en solo på fretless bas. Syret, men virkeligt veludført. Og sådan fortsætter The Blinding Light Of Faith med velspillet dødsmetal fyldt med små overraskelser undervejs. På ”Bastard Sons Of Abraham” får vi raseri, fart og en stribe melodiske og heftige guitarsoloer. ”Godforsaken” starter med et riff som taget ud af den sene Death-diskografi, og senere i samme sang får vi både klassiske thrash-elementer og mere tremolo-guitar. Man når faktisk aldrig at kede sig i selskab med dette album.
Som nævnt handler hele pladen om kritik af de store verdensreligioner med udspring i Mellemøsten, og hvad kan være mere effektivt end at lade fanatikerne selv komme til orde? Pladens første sang slutter af med en replik fra den berygtede had-prædikant fra det amerikanske bibelbælte Shirley Phelps-Roper: ”There are no innocent people. Thank God for 9/11. Thank God for dead soldiers. I thank God for every single one of his righteous judgements”. Tak for kaffe! Men bare rolig, det er ikke kun kristne, der står for skud. Sangen “Matyrs” indledes med vrede mænd, der skriger “Allahu Akbar, Allahu Akbar” til tonerne af maskingeværild, og udstiller således mord på uskyldige mennesker i Guds navn. Det direkte budskab til martyrerne er: “But there is nothing to attain. Too late for regret. Life ends in vain”.
Religion = shit
Det er jo ikke ligefrem avanceret religionskritik, De Profundis udøver her, og ved at sigte på fundamentalisterne er det de lavthængende frugter, man går efter. Ikke desto mindre fortjener bandet ros for at tage et kontroversielt emne op, uden at der går ”Jesus is a cunt” i den (ikke for at skyde på den gode Dani Filth, men alligevel). Når det samtidigt gøres med en stribe medrivende og veludførte sange, er der ikke andet at gøre end at kvittere med otte blasfemiske kranier.
