Frohe Geburtstag!

Primal Fear valgte at fejre deres 20 års jubilæum ved at sende album nummer 12 på gaden, hvilket slet ikke var en dårlig ide. Lige siden ’98 har ”drengene” fra Esslingen leveret klassisk tysk-power, som vi kender/elsker/hader det. Tysk power er, som så meget andet power, en lidt sjov størrelse. Man er altid lidt i tvivl om, hvor seriøst man egentligt skal tage musikken, da det trods musikalsk ekvilibrisme ofte leveres med en charme, der virker decideret gøgleragtig, og det bliver ofte meget ”la la la”. De er sgu spøjse der syd for Eideren!

Bøhmænd fra Baden-Württemberg

At et album skal starte på en faretruende måde, der får lytterne til at tænke ”uha uha!”, er der intet nyt i, man kan vel næsten sige, at det er en reel kliché de her dage. Men Primal Fear har aldrig været bange for klichéer, til tider virker det næsten som om, at de dyrker dem, som Dame Edna dyrker kitsch. Introen, som også er titelnummeret, starter med hjertebanken, kirkeklokker, kirkekor og ravne, der skræpper i baggrunden. Tricks, der er så gamle og så stadfæstede, at vi alle godt ved, at nu bliver det uhyggeligt (sidstnævne ord skal udtales som opvaskerne fra ”Riget” gjorde det). En enormt plat intro – ærligt talt – men det bliver ikke mindre plat derefter. Introen glider over i nummeret ”New Rise”, som starter med det obligatoriske power-metal gjalden, og så ved man godt, hvad klokken er slået. Primal Fear byder på intet nyt, og det er stadig ligeså formularisk som alt det andet tysker-power, som Helloween og Gamma Ray grundlagde tilbage i 80’erne.

Formlen er simpel, og kan nærmest ridses op, som var det en Egon Olsen-plan: vi skal bruge en håndfuld tyskere, der er lidt for gamle, og har lidt for stramt læder på. Tempoet skal være skabt til at fræse langs Autobahn, men der skal stadig være plads til fællessang og bayersk øl ad libitum!

Der er ikke en finger at sætte på medlemmernes evner som musikanter, især de tre guitarister (Iron Maiden siger hej!) Tom, Magnus og Alex gør et fremragende stykke arbejde, og de river og flår deres strenge i tusinde stykker. Bare tag introen til ”Blood Sweat & Fear” eller soloen i ”The Ritual”, hvor de alle tre beviser, at de altså godt kan spille guitar, og man kan stadig godt høre på Ralf, at han gerne ville være Rob Halford i stedet for Rob Halford, da hans vokal hurtigt får en til at tænke på Painkiller-albummet. Men trods alle disse positive ting, så er der altså virkeligt ikke noget nyt under solen på album nummer 12.

Intet Nyt er Intet Nyt

Nu er jeg ikke connaisseur udi tysk powermetal, om det er godt eller skidt, lader vi være op til fortolkning. Men det ændrer ikke på, at Primal Fear lyder som de bands, de er inspireret af, nemlig alle de oprindelige tyske power-bands. Der er ikke noget unikt ved dem, der er ikke noget, der får dem til at skille sig ud fra resten, det har der aldrig været, og hvis der ikke er det efter 20 år, ja så kommer der det nok heller aldrig! Det er præcis den samme omgang tamme sauerkraut, man bliver serveret år efter år efter år. Men med tilpas meget øl, så bliver selv sauerkraut jo okay!