Erfaren hardcore
Københavnske Parasight har, siden de så dagens lys tilbage i 2009, været et hårdtslående bekendtskab. Medlemmerne har spillet sammen på kryds og tværs i tidligere konstellationer, heriblandt i The Kandidate og Withering Surface. Bandet skriver selv, at de er fælles om sangskrivningen, men de tager udgangspunkt i KB Larsens musikalske idéer – manden, der normalt huserer i Volbeat. Bandet producerer i bedste DIY-stil, dog har de haft den yderst erfarne Frederik Nordström, som tidligere har arbejdet med bands som At the Gates, Arch Enemy og In Flames, til at lave det endelige mix, og resultatet giver lige netop den kolossale lyd, som jeg godt kan lide.
Simplificeret effektivitet
Parasight har skåret helt ind til benet, så deres flænsende hardcore rammer dig lige i fjæset. “Bløder blod” åbner pladen, og der er ingen tvivl om, at Parasight ikke er bange for store politiske problematikker. Krig, flygtningekrise og grådighed er nogle af de emner, som Parasight stiller sig kritiske overfor. Bandets holdninger og meninger står klart, og det simplificerede D-beat giver god plads til at ytre sig. Der er fart på fra start til slut, ikke så meget pis, og det gør også, at pladen er simpel – dog uden at de går på kompromis med kvaliteten. Guitarens lyd er beskidt, uden at blive for mudret, og trommerne buldrer derudad som en velsmurt maskine. Budskaber, der gentages, har større chance for at blive i erindringen, og på “Kødet er dødt” bliver vi virkelig mindet om, at verden er et koldt og gråt sted. Jeg synes, at bandet står stærkt i disse råbende passager, og jeg kan også forestille mig, at når numrene spilles live, bliver det noget, der virkelig sætter kog i publikum.
Der går temmelig meget punk i den på “Alt er noget lort”. Det hurtige tempo, tematikken om krig og flugt, det er fedt nok! Men ordet “lort”, som balancerer mellem komisk og ucharmerende, det bliver lige punk nok efter min smag. At leve som hvis der var et håb er en negativ plade. Negativiteten er opstået på et grundlag af tvivl og håbløshed: “Hvor er løsningerne?”, “tør vi leve videre og tro på, at der er forandring på vej?”. Dette er dagsordenen for Parasight. Jeg savner dog en lille smule variation i pladens grundrytmik. Numrene er meget ens og er bygget op om de samme virkemidler, som i sin grundvold fungerer godt, men de bliver desværre lidt trivielle i længden. Hardcore er jo i den simpleste forstand én stor energiudladning, og når den så blandes med politiske budskaber, bliver det blot endnu mere fristende at komme ud med sine aggressioner.
Til den korte side
Jeg fik undervejs i mine gennemlytninger af At leve som hvis der var et håb lyst til at købe en knallert og et boldtræ, tage min sorte hættetrøje på og så ellers aflive samtlige postkasser på min vej i bar arrigskab, men jeg er jo ikke vandal. Så jeg lader Parasight tilfredsstille behovet for at ødelægge noget med at vippe febrilsk frem og tilbage på stolen i stedet. Ikke ét nummer på pladen kravler op over tre minutters varighed, så det er en kort omgang med hele ti skæringer fordelt på kun 22 minutter. Jeg kunne godt have brugt lidt mere, måske et enkelt nummer, der tog tempoet lidt ned, men var tilsvarende mere brutalt – men det er jo bare mine ønsker og drømme.
