En musikalsk ofringsmanual

At forberede en ofring kan ofte være en lettere bøvlet ting, da det har det med at foregå på et specifikt sted på et specifikt tidspunkt, hvor en specifik genstand skal ofres. Men frygt ej, for den danske undergrund har den perfekte tretrins-ofringsraket. Tidspunktet kan være lidt svært at finde ud af, så her kommer Offernat ind i billedet, og snakker vi om sted, så er der noget dejligt traditionelt over forslaget fra Offermose. Men hvad skal man så ofre? Jamen det har Kristian Edelbo og hans nystartede soloprojekt Offerbarn det perfekte bud på. Så nu hvor du er godt klædt på til at forberede din første ofring, kan du jo passende give Offerbarns debut af samme navn et lyt.

Kan vi få en recept på noget Ritalin?

Musikalsk er Offerbarn også et perfekt nyt kapitel i ”Offersagaen”, i den forstand at projektet hverken spiller post-blacket hardcore som Offernat eller såkaldt dungeon synth som Offermose. I stedet er vi ude i lidt af et kludetæppe, der består af både død, black og en snert af thrash metal.

Men selvom det er et velkendt miks, og hr. Edelbos erfaring som vokalist i Lophius gør, at han har snydt lidt hjemmefra, så er ep'en dog lidt en rodebutik med samme fokus som en demenspatient med damp. Der er dog momenter, som det black metalliske på "Helvedet Venter", der fungerer udmærket. Den skramlede, men bastunge produktion lyder som Goatwhores dødsmetalliske yngel, der har fået et velfriseret barn med Glemsel, hvor iskolde riffs spidder den ene trommehinde, mens dundrende rytmer slår som en mukkert på den anden. Ikke helt blackened death, men en fjern melodisk slægtning der er med i stamtræet på et afbud.

Resten af ep’en kæmper dog jævnt meget med at finde ud af, om black metal egentlig er vejen, som Offerbarn skal gå. ”Løgnens Mester” er bygget op omkring en stampende rytme, som Illdisposeds gumpetunge danskerdød har brugt siden kridttiden, og riffet i ”Skoven Synker” lyder som et mashup af Fordærvs ”Fuck Det Her Land” og ”xJxVxVxBxMxMxJxMxIxFxMxMx”, spillet i halvt tempo. Holdt Offerbarn sig dog bare til disse velafprøvede retninger, så var det måske lidt kedeligt, men det fungerede i det mindste – det gør Offerbarn bare ikke. Halvvejs inde overvejer ”Løgnens Mester” om lyden af et Glemsel-demonummer ikke er vejen frem, og ”Skoven Synker” lyder til at være skrevet som en gang klassisk dødsmetal, der har fået mast en black metallisk produktion ned over hovedet, men nægter at acceptere det. Noget der står i skærende kontrast til ”Helvedet Venter”, som netop accepterer det fuldt ud og lykkes med det.

Kom bare, der er masser af plads

Jeg ved godt, at den danske black metalscene de sidste par år har ynglet som kaniner, men hvis Offerbarn gad fokusere, så er det bestemt et projekt, der er plads til. Black metal der bibeholder kulden, men også leverer de dybe dødsmetalliske tæsk er nemlig noget, der ikke er i overflod. Jo, der er Horned Almighty, men nogle gange vil man gerne have sin sorte død en anelse mindre bøllet og lidt mere melodisk. Så Offerbarn, koncentrer dig, og skriv din sorte dødsmetal som sort dødsmetal og ikke noget, der blevet presset ind i en kasse, hvor det ikke hører til.