Lang, længere, doom
I den brede befolkning anses et nummer nok for værende langt, når vi runder fem minutter. Kigger vi over i rocken, så kan "Stairway to Heaven" bruges som pejlemærke, og så ryger vi over de otte minutter og videre over i metallen er otte til ti minutter rimeligt retvisende. Skruer vi dog tempoet helt ned og tyngden helt op, har længden for alvor noget at sige. Sleeps mastodont Dopesmoker ringer af efter 63 minutter, Bell Witchs Mirror Reaper efter knap 84 og Sabazius The Descent of Man varer sindssyge 11 timer og et kvarter. Så i forhold til dem er Disintegrate – det seneste udspil fra Gaerea-sideprojektet Oak – med sine tre kvarter kun en lille forret.
Portugal ligger i Finland
Lighederne mellem Oak og Geaera er stærkt begrænsede. Istedet for at kigge mod de norske skove har Oak kastet deres kærlighed mod de finske kirkegårde, hørt Thergothon og Swallow the Sun til deres ører blødte og prøvet at gøre de to bands kunsten efter med en gang atmosfærisk og melodisk funeral doom.
Og det slipper den portugisiske duo i første omgang ganske godt fra. Disintegrate åbner i klassisk funeral doom stil med et riff, der minder om at blive sejlet ned af containerskibet Emma Mærsk, en vokal trukket helt nede fra dybet og en rytmesektion, der buldrer som kontinentalplader, der hamrer mod hinanden. Herefter begynder Oak dog at sætte deres eget præg på genren. De atmosfæriske og melodiske elementer hiver genren op i lyset, og den ellers så voldsomme sorg over at have mistet en af sine kære brydes af skønheden over, hvor højt man har værdsat dette menneskes liv, og de sidste dråber fra sorgens regnskyl reflekteres i kærlighedens solstråler. Det er så tungt og så meget i sine følelsers vold, at det er lige før, at nummeret rivaliserer hele Swallow the Suns Songs From the North III.
Men også kun lige før. For efter det første kvarter af Disintegrate begynder Oak at miste deres egen identitet og i stedet lyde som et miskmask af Swallow the Sun, October Tide, og hvad ellers Finland har budt på af death/doom med følelserne helt uden på tøjet. Og at ty til blast beats, Gaereas overskudsriffs og ditto fra Tiamats Wildhoney for at holde interessen, hjælper desværre ikke på identitetskrisen. Dermed ikke sagt, at Oak er nogle talentløse skvatmikler, der bare har leget ”chimpanser, Shakespeare og en skrivemaskine” i et kvarters tid og været heldige. Jeg tror ganske enkelt bare, at duoen har indset, at de har gabt over for meget med tre kvarters kontinuerlig musik og må hoppe over, hvor gærdet er lavest. At man alligevel kan kollidere med så lavt et gærde, demonstrerer Oak efter 25 minutter, hvor de i knap ti minutter giver sig i kast med en dræbende simplificering af svensk/canadiske Culted – som i forvejen er et af jordens absolut kedeligste doom-bands. Det er lige før, at hele nummeret kolliderer voldsommere end et tog i Ohio, og man overvejer, om drone doom ikke kunne være en mere spændende genre. Men også kun lige før, for der er jo som sagt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og i den efterfølgende sektion trækkes man tilbage til åbningens skønhed, og man får glimt af at se sine kære træde ind i lyset og endelig få fred fra denne verdens pinsler.
Point for forsøget
Er funeral doom en svær genre at gøre interessant? Ja. Er det derfor en sindssyg ide at forsøge at spille det uafbrudt i tre kvarter? Endnu mere ja. Men overordnet set så slipper Oak faktisk udmærket fra det på Disintegrate. Ja, det bliver lige lovlig meget kopiering af den del af finsk death/doom, som er pæn nok til, at man vil præsentere den for sine forældre, men dette kan nærmest tilgives udelukkende på grund af det fænomenalt smukke første kvarter af pladen. Hør dette kvarter, elsk dette kvarter, sæt Swallow the Sun på i de efterfølgende tyve minutter, hør de sidste ti minutter af Disintegrate og tab derefter dit hjerte til funeral doom.