Råddenskab i nakken?
Bag det geniale navn gemmer sig en californisk powertrio, der gør for dødsmetallen, hvad Lemmy & Co. gjorde for rock’n’rollen. Deres førstefødte … ahem, demo kom i 2012, og siden er det blevet til tre rigtige familieforøgelser. Den sidste angiveligt en dødfødt, men det er en dødfødt med uendeligt meget spræl i.
Også i den grad!
Det skal man cirka 10 i minus 43. sekund ind i åbneren for at fatte. Dødsenslækker buldrende, larmende død, der dog slet ikke er så brutal som Incantation og Suffocation. Og tak for det. Necrot ligger mere til den rå, støjende side, som voldsmanden med stenalderkøllen, der med et fjoget grin venter på at smadre skallen på den første, der kommer forbi. Samme grad af karikatur ses i yderste potens i coveret. Hele pakken stikker langemanden provokerende langt op i lytterens ansigt. Dødsmetal kan være gudsjammerlig kedeligt, medmindre det lyder som Necrot. Groovy, beskidt i udtrykket og tilpas skramlet produceret. Det er opskriften på succes. Og sublimt at åbne albummet med ”Cut the Cord”, hvor der i al bulderet er plads til et kanonstærkt thrashmetalriff, som egentlig nemt kunne være inspireret af Motörhead. Det er samme attitude, samme energi, samme smæk for skillingen. Bøllet ad h… til som eksemplificeret i det reelt ret simple trommespil, der består enten af blasbeats, hurtige thrashrytmer eller ren ’bobtibobti’. Med enkelte sjældne finurlige detaljer som den lille intro på ”Winds of Hell”. Ikke ekvilibrisme, men nærmere dødsmetallens svar på Lars Ulrich. Så langt om trommespillet, der er sigende for resten af bandets præstation. Kodeordet er energi. Masser af energi.
Sagt på en anden måde får man kun lov at kede sig i de numre, hvor sangskrivningen halter, for der er konstant knald på fra start til slut. Tempoet kommer højst ned i hurtigt midttempo, og guitaren råber konstant på opmærksomhed. Masser af passager med tremolo uden at det bliver blackmetal, men glimtvis grænsende til kreativ stagnation. Variation skal findes andre steder, eller rettere, det kræver flere genhør at udpege de forskellige detaljer og nuancer. Og så får vi soli, som Megadeth kunne komponere i svundne tider. Det er soloen i ”Lifeless Birth” et klasseeksempel på. Til gengæld er nummeret på trods af fede riff som helhed til den let repetitive og forhastede side.
Det kan godt undre, at Angry Metal Guy kalder Lifeless Birth for melodisk dødsmetal. Ja, der er både guitarparløb og soli med temmelig meget melodi, for eksempel i albummets absolutte højdespringer ”Dead Memories”. Men er det nu forbudt at være inspireret af Thin Lizzy og Maiden? Ikke hvis man spiller soli, som Maidens Dave Murray ville storsmile ved at rive af sig. Og de fede, fræsende melodiske soli er vel ikke nok til, at en god gang smadder skal degraderes til ’melodisk død’? Heller ikke selvom albumlukkeren, ”The Curse”, har gode melodiske tendenser. Nej, det er uretfærdigt og forkert. Put døden tilbage i det nyere Entombed, og voila: Necrot!
Husk at klappe den nyfødte i ryggen
Necrot nedkommer her med en sprælsk baby, der er alt andet end dødfødt. Der er et par numre, som ikke er af bedste sortering, men som alligevel imponerer med stærke riff og ditto soli. Det afsluttende trekløver, ”Winds of Hell”, ”Dead Memories” og ”The Curse”, er fænomenale. Det er efterhånden sjældent, at jeg bliver imponeret over en dødsmetaludgivelse, men her må jeg kaste håndklædet i ringen. Overtegnede bliver desuden helt varm om sit Thin Lizzy-/Motörhead-hjerte ved denne samling møgbeskidte, larmende tordenkiler. Det her er vitterligt kraftfuldt og fedt. Så vil du have meningsfuld død med smæk for skillingen, er Necrot et godt valg.
