Det var da lige godt groft. Når man er færdig med at høre denne plade står der at der er gået en time, men det føles godt nok som to. Ud fra det kan man vel sige at denne skive er temmelig langtrukken og kedelig, for det er nemlig hvad den er. Pseudointellektuel Hardcore vil jeg beskrive denne stil, dog er der ikke meget gang i bandets levering. Musikken laller stille og rolig hen for sig, imens sangeren bræger den ene skæve tone ud efter den anden. Ingen af sangene kommer i nærheden af at sætte sig i hukommelsen, og man er nærmest lettet efter hver sang da man derved nærmer sig pladens afslutning. Bandet spiller såmænd OK, men det er som om det hele bare fiser forbi én. Narcissus skal nok have tænkt sig et eller andet med "Crave And Collapse", jeg fatter den bare ikke.