Walkman, VHS & lørdagskylling

Der er få ting i livet, jeg hader mere end VHS-bånd, som af en eller anden grund aldrig var spolet tilbage, når man lånte dem i Blockbuster. Tak for det, Brian! Det skulle lige være lørdagskylling med tørt kød og en farve, der minder om en ugegammel regnorm. 1980’erne har dog unægtelig en særlig plads i mange musikelskeres hjerte, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er jeg godt tilfreds med, at tiden har bevæget sig fremad – og at lørdagskyllingen nu mere er et kuriøst relikvie end fast inventar på middagsbordet. Når det er sagt, så havde både walkman og arkadespil en vis charme, og 80’er-musikken har uden tvivl præget mig mere, end jeg gladeligt indrømmer. Mothem er en ny talentfuld trio fra København, der spiller melodisk hardrock med klare nik til 80’ernes hårspraydunst og læderjakker. Spørgsmålet er så, om de formår at servere et saftigt stykke kylling med sprødt skind, eller om det er tomme kalorier?

Forstand på forfald

Allerede fra første tone står det klart, at Mothem er en dygtig trio, der både kan deres håndværk og tør stå ved det. De spiller med åbent hjerte og hårdt pumpende puls, og selvom Simon Lillelund Larsen til tider kæmper med de høje toner, så er der masser af sjæl og overbevisning bag leveringen. Og det vejer tungere end enhvert perfekt salgs-pitch. Der er også tydelig omtanke i riffstrukturerne. Mothem nægter at køre i tomgang, og derfor møder man et flot spektrum af udtryk undervejs, fra melodisk 80’er-metal til 00’ernes nu-metal, og selv efter 12 tætpakkede skæringer føles pladen alt andet end træg. Tværtimod. Vi får lov at se den fulde palet, og det er et frisk pust på en livlig debut. Åbneren, ”State Of Decay”, er et godt sted at starte og skivens mest velsmagende mundfuld. Det er ikke fastfood-rock til dem, som der har travlt, men mere en langsomt simrende boeuf stroganoff med krydderier, kant og et skvæt attitude. Der er dog flere gode grunde til at række ud efter endnu en portion. Guitarsoloen på ”Never Quit” lyder herlig, og ”Away From Me” trækker vellykket tættere på nu-metallens vrede energi.

Hvad fungerer så ikke? Jo, selv den mest velsmagende middag kan have en lidt kedelig dessert, og State Of Decay mister lidt af sin saft og kraft, jo længere man bevæger sig ned ad tracklisten. B-siden har ikke samme pondus som åbningssalverne, selvom trioen varierer med omtanke. Især trommerne virker mere som et lydtapet end en styrende kraft. De får sjældent lov til at sparke døren ind, og det er synd, for lidt mere kærlighed til stortrommen og pedalerne kunne have løftet helheden markant. Et nummer som ”Just Like Rain” drukner desværre i sit eget døsige tempo. Det føles for fladt og monotont i sammenligning med pladens øvrige arsenal. Mere støvregn end uvejr, og uden den forløsning man kunne håbe på. Når det er sagt, så er State Of Decay stadig en god debut, der tegner et klart og lovende billede af et band med masser af potentiale. Hvis Mothem formår at give rytmesektionerne lidt flere vitaminindsprøjtninger næste gang, så kunne de godt gå hen og blive en fast spiller på den danske rockscene.

Charme, selvtillid og solid debut

Mothem holder sig inden for den klassiske hardrocks trygge favn, men har godt styr på fundamentet. Hvis de tør tage flere chancer og bygge videre på den kantede melodiske rock, kan det sagtens blive begyndelsen på noget, der ikke blot er langtidsholdbart, men som også bliver værd at råbe op om. Debuten lander på seks kranier med et held og lykke herfra.