En vinbonde og en kok starter et black metal-band – nej, det er sgu ikke en joke!

Når man skal forklare – og ligeledes undersøge – Moisson Livide, skal man holde tungen lige i munden, for dét her projekt er ikke som de andre børn i klassen, så lad os begynde fra starten. I 2005 opstod folk metal-bandet Boisson Divine – et ganske herligt projekt med den særegne kerne, at al lyrik fremføres på gasconsk, en sydfransk dialekt, der mestendels har mere tilfælles med baskisk end fransk – og som tales af færre end en halv million verden over. I 2023 fik hovedmanden bag projektet, Baptiste Labenne (som i øvrigt bijobber som vinbonde), ideen til det absurde sideprojekt Moisson Livide – blackmetalpendanten til Boisson Divine. Absurditeten tog til, for hvad der startede som et enkelt nummer, udviklede sig hurtigt, og et voila, her er bandets debutudgivelse så: Sent Empèri Gascon – Det hellige gasconske rige!

Et musikalsk overflødighedshorn

Bandet selv beskriver sig som en blanding af Dissection og Rhapsody (både dem med og uden ild i). Denne beskrivelse er både ekstremt passende og alt for indsnævrende. For nok er det da den melodiske black kombineret med storladne knytnæve-i-luften-omkvæd, men der er så mange lag i musikken på Sent Empèri Gascon. På albummets åbner, ”La sèrp d’Isavit”, får vi en servering af Kreator-riffs kombineret med middelalderbjælder og en vaskeægte retro-1980’erguitarsolo. ”Sus l’arròda”, det næste nummer, kan bedst beskrives som ”hvis Iron Maiden spillede melodisk black og gik med baskerhue” – og således kan man blive ved med at dissekere musikken for konstant at finde aspekter, der minder en om diverse andre bands.

Det, der dog gør Sent Empèri Gascon til noget helt særligt, er, at jeg aldrig før er stødt på et band, der tager alle disse føromtalte aspekter og blander dem præcis, som Moisson Livide gør det. Black-folk er man tit stødt på, og melo-black med Maiden-riffs ligeså – men hvornår hørte du sidst kombinationen af dette og alverdens skøre folk-instrumenter som sækkepibe, bouzouki, tinfløjte og obo? Præcis.

Trompetsoloen i titelnummeret er måske den nemmeste måde at opsummere, hvad i alverden Moisson Livide går ud på. Man fornemmer ligeså, at de to artister bag udnytter deres hverdagsviden fra gastronomien, for de ved udmærket, at det hele ikke må blive for tungt og svulstigt. Der skal være plads til de lette retter, og der er behov for ganerensere – så dette er der naturligvis også på albummet. Nemlig de to hurtigere numre ”Passejada dolorosa”, en lille instrumentalpassage, der med sine melankolske toner er den komplette modsætning til det ultrakorte punknummer ”A.C.A.B. (Armanhaqués Comandò Anti-Borgesòts)”, der føjer både tempo og humor til albummet, lige inden vi går til hovedretten, nemlig det mastodontiske afslutningsnummer ”Caçaire d’eternitat”. Der er ingen tvivl om, at for én, hvis første metalkærlighed var Rhapsody, som senere opdagede gammeldaws thrash og slutteligt forelskede sig i blackmetallen, især den melodiske og franske afart, ja, så er Sent Empèri Gascon gaven, der bliver ved med at give.   

Douceur de vivre

Når man har anmeldt så mange album som jeg har, så bliver det sværere og sværere at blive imponeret, for efterhånden har man hørt det hele, og man skal virkelig lede længe for at finde noget, der er nyt eller godt nok til at høste de helt høje karakterer. Personligt har jeg ikke givet den højeste score, 10/10, siden oktober 2021, da jeg sad med 1914’s Where Fear and Weapons Meet. Det er snart tre år og næsten 200 anmeldelser siden. Men nu er tiden inde til at støve netop den karakter af, for dét her er et album, der fortjener mærkaten ”mesterværk”. Moisson Livide formår at skabe en lyd, som jeg aldrig er stødt på før. Den leveres med lige dele charme, humor, ekvilibrisme og professionalisme. Gascogneprovinsen er kendt for mundheldet ”douceur de vivre”, som betyder livets sødme – og det er præcis, hvad Sent Empèri Gascon er. Alt ved det her album er sublimt, og der er ikke så meget som ét sekund, der føles som tidsspilde, så merci, Moisson Livide, merci!