1.000.000 svingninger i sekundet
Da Megaherz i sin tid valgte sit navn, der var et klogt ordspil på megahertz (som er angivelse af frekvens), leverede de en mindre genistreg. Navnet, som på dansk kan oversættes til megahjerter, trækker nemlig tydelige tråde til den industrielle revolution og senere hen opfindelsen af radioen, og gav allerede der ideen om et eksperimenterende band. Selvom Megaherz kæmpede med at finde deres egen identitet i starten, befandt de sig oftest i omkredsen af NDH-genren, som den dag i dag er deres kendetegn. Siden begyndelsen i 1993 har bandet haft mere end 18 medlemmer, der er kommet og gået. Det er sågar ikke mere end to år siden, at trommeslager Rolf Herring drog mod Feuerschwanz og blev erstattet af Maxx Hertweck, som på daværende tidspunkt var et ret ubeskrevet blad. Tyskerne var på daværende tidspunkt allerede godt i gang med at skrive materialet til deres nye album In Teufels Namen, og med fem år siden sidste album håbes der på så lidt svingninger som muligt.
Når bølgerne går højt
Med elleve albums på bagen, kunne man godt frygte en vis mængde selvtilfredshed, men In Teufels Namen starter nu egentligt meget anstændigt ud. Titelnummeret, som er første skæring, brager hurtigt afsted med et tungt åbningsriff, der kombineres nydeligt med Alexander Wohnhaas’ nærmest talende vokal. Der er mange syng-med-momenter på skiven, og første skæring både forventer og befaler, at der bliver skrålet med hjemmefra! Bandet virker dog til at have glemt ordsproget ”Alt med måde”, for selvom det virker godt på ét nummer, havde det ikke været nødvendigt at overvælde pladen med denne type fællessangsøjeblikke. Der går lige lovligt meget Melodi Grand Prix i hele affæren, og selvom overdrivelse fremmer forståelsen, er ”Kannst du den Himmel Sehn?” nærmest en tysk version af Teddy Edelmanns ”Himmelhunden”. Det er, som om de har forsøgt at kopiere de mest melodiske Rammstein numre såsom ”Sonne” og ”Zeit”, og selvom det ikke er skidt at være en Rammstein-klon, er det heller ikke ligefrem innoverende.
”Der König Der Dummen” er et af pladens tungeste numre, og det er nu engang her, bandet hører bedst hjemme. Tempoet er højere, vokalen er mere fanden-i-voldsk, og der er finurlige radioindslag i baggrunden. Selvom genren ikke er kendt for stor variation per sang, har der nu sneget sig en del finurligheder ind på pladen alligevel; Under broerne høres skrattende metalliske effekter, kvindelige baggrundsvokaler og nogle gange en radiooperatør, som nævnt tidligere. Det er det glade vanvid, men hvor bizart det end er, må det sandelig også siges at være charmerende.
Selvom der ikke går helt Hindenburg i den, går luften dog ud omkring ottende skæring, og resten af pladen giver mere følelsen af fyld end fascination. ”Ich Hasse (Epilog)” er på uforklarlig vis ikke pladens sidste nummer og virker komplet malplaceret. Heldigvis for pladen kører produktionen derud af som en fejlfri generator inspiceret kort forinden. Den overdøver de fleste småfejl, der har sneget sig ind og sørger for, at hvert instrument får sin plads i den industrielle generatorrøg og fabriksos.
Fem år på færden
In Teufels Namen er et svært album at blive klog på, da det mestrer adskillige ting uden alligevel at skille sig ud for alvor. Når bandet forsøger at gå melodisk-Rammstein, fungerer det kun sporadisk godt, og hvorfor så ikke blot lytte til Rammstein i stedet? Med det i tankerne må jeg nok konkludere, at Megaherz lyder bedst, når de skruer bissen på, hvilket de gør for sjældent. Om det er de moderne tider, som har gjort tyskerne bløde om hjerterne, eller om navnet langt om længe har taget dem på ordet, vides dog ikke.
