Spændende stemmer fra nær og fjern
Mark Morton er bedst kendt som leadguitarist for det pionerende amerikanske groovemetalband Lamb Of God. Han havde faktisk udelukkende udgivet musik med Lamb Of God og dets tidligere inkarnation Burn The Priest, indtil der i december landede singlen, ”The Truth Is Dead” fra det nyudgivne album Anethestic med Randy Blythe (Lamb Of God) og Alissa White-Gluz (Arch Enemy) som gæstevokalister. Ligesom i første single er der gæstevokal i alle på nær en af pladens sange. Den spændende liste af samarbejdende sangere byder på navne som Myles Kennedy (Alter Bridge), Jacoby Shaddix (Papa Roach) og ingen mindre end nu afdøde Chester Bennington (tidl. Linkin Park). Sidstnævntes optagelser til førstenummeret ”Cross Off” må have været en af sangerens sidste præstationer inden selvmordet i 2017.
Mildt krydret Lamb Of God-sangskrivning
Netop Chester Benningtons bidrag til pladen har fået stor opmærksomhed. Linkin Park har jo altid været et vældigt populært band, men især selvmordet må have haft en afgørende indflydelse på dette. ”Cross Off” er nemlig ikke noget særligt, hvis man fjerner dets specielle omstændigheder. Det er en simpel Nu Metal-komposition, der har et par fede vokallinjer og et solidt groove, men ellers ikke skiller sig ud. Samme analyse gælder for de fleste af pladens numre: De er spændende, men musikken er aldrig ud over det sædvanlige. Mortons Lamb Of God-stil bliver sat i ny kontekst til hver af sangerne og smelter til tider sammen med gæstemusikernes stilarter, men der er langt mellem de steder, hvor stilarterne løfter hinanden. I stedet for at de forskelligartede bidrag går op i en større enhed, er sammentømringen af dem i de fleste tilfælde forudsigelig, og det, der gør numrene interessante, er derfor kun deres indbyrdes variation i vokalerne.
Især skiftet fra ”The Never” med Chuck Billy og Jake Oni (Oni), der gør et solidt stykke arbejde som stand-in-Randy Blythe, til ”Save Defiance” med Myles Kennedys fremragende cleanvokal, viser dynamikken mellem sangene. Pladens styrke bliver dens vidde, der spænder over elementer fra melodød, over country rock til nu-metal og alternativ rock, alt sammen bundet af en solid rød tråd i Mortons groove-metal prægede sangskrivning. Gennem de første fem numre på Anesthetic hopper stilen lystigt rundt mellem de velkendte gæstevokaler. Momentum mistes lidt i de fire følgende langsomme sange, men ”The Truth Is Dead” giver som kulmination på pladen trods alt en god grund til at lytte videre. Sangen er ikke noget mesterværk, men viser en smuk dynamik mellem Blythe og White-Gluz, og det er forhåbentligt ikke sidste gang, vi får lov at høre disse to i growlduet.
Ikke hvad den kunne have været
Potentialet for pladen så større ud end det resultat, Morton er endt med. Vokalisternes unikke egenskaber kunne have været udnyttet i meget højere grad i sangskrivningen, ligesom han sagtens kunne have tilladt sig at eksperimentere lidt mere med den instrumentale del i stedet for at trække sine vante groovemønstre ned over alle numrene, der hvor sangskrivningen ikke bare er generisk hard rock. Vi har dog fået et par solide singlenumre, hvoraf især ”Save Defiance”, ”The Never” og ”Sworn Apart” kan fremhæves som numre, der kan mere end blot udnytte deres kendis-sangeres navn.
