Magoa - Imperial

Imperial

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fransk metal er i fremdrift – og med god grund!

Fuld fart frem, Frankrig!

Med Gojiras Magma-mesterværk i spidsen har 2016 været et fantastisk år for fransk metal. Døren til den store, vide verden er blevet sparket ind, og metalentusiaster kloden rundt har vendt blikket mod Frankrig. Ét af de blomstrende bands, man bør holde særligt skarpt øje med, er parisiske Magoa. Siden 2011 har kvartetten banket to ganske udmærkede albums af sted, og nu er de atter klar med nyt materiale: fuldlængden Imperial.

Metal med mange lag

Med denne skive serverer de fire gutter en omgang rå og ufortyndet metalcore, som vi bl.a. kender den fra amerikanske Unearth. Den råbende vokal og de gode melodier er i højsædet, men uden at give køb på aggressiviteten og nerven! Et glimrende eksempel på dette er titelnummeret og åbneren ”Imperial”, der efter en knasende tromme-/guitarintro eksploderer i indebrændt vokal og forholdsvis simpel, men catchy melodi. Det er et susende stærkt nummer; det åbner pladen med manér og forhindrer enhver lytter i at sidde stille.

Aggressiviteten intensiveres markant på efterfølgeren ”Resistance”, der ligeledes er en højdespringer på albummet. Her lægges både op til headbanging, moshing og højtråbende fællessang. Omkvædet tager form af en lille slagsang, og jeg er sikker på, at det ellevilde live-publikum vil skrige sine lunger løse til dette nummer.

Karakteristisk for Magoa er deres brug af strygere og atmosfæriske undertoner, der sniger sig ind i stort set alle numre. Overordnet set fungerer det ganske godt, og det danner en solid kontrast til de tunge guitarer, tæskende trommer og det evindelige råberi. Hør fx ”Afterglow” eller ”Kill Us”, hvor sidstnævntes elektroniske introtoner leder tankerne hen på Soilworks gamle svenskerdød.    

Effekterne tager dog til tider overhånd, især på nummeret ”Merge”. Her præsenteres vi for en ret irriterende outro, der mest af alt fremstår fjollet. Jeg forstår godt, hvor gutterne vil hen, men effektlegen løber altså løbsk! Ser vi bort fra dette lille irritationsmoment, er nummeret dog vellykket, og det har interessante passager med en vokalstil a la spoken words.

Magnifique!

De store metalcore-bands rundt omkring må tage sig alvorligt i agt, for her kommer altså et band ind fra højre, der virkelig kan noget! De fire franske knøse fra Magoa har kreeret et yderst velfungerende album med masser af energi, gode hooks og hårde toner. De formår at være forholdsvis nyskabende, og de laver kun ganske få fejltrin. Derfor kravler Imperial højt op på stigen og napper en 8’er med hjem.

Tracklist

  1. Imperial
  2. Resistance
  3. Sailors
  4. Kill Us
  5. Merge
  6. Remember
  7. Faith
  8. Afterglow
  9. Endlessly
  10. Pray for Us
  11. Untouchable
  12. The First Day