Tangerende metallisk
Det sker af og til her på Heavymetal.dk, at vi bevæger os helt ud i periferien af det, der med meget god vilje, kan refereres til som metal. Vi har blandt andet haft fat i Devil’s Tea Party, der nærmest tangerede soft rock, og A Road to Damascus, der gik hele vejen og krydsede over til poppen. Det er dog slet ikke den vej, vi skal ned ad i dag, vi skal i stedet kigge i retning af rockabillygenren. Dog ikke i sin oprindelige form, men i stedet tilsat en smule punk. Det går under navnet psychobilly. Efter ti års pause er en af genrens helt gamle drenge, tyske Mad Sin, nemlig klar med en ny plade. Unbreakable har de kaldt den, og så er spørgsmålet, om pladen lever op til dette navn.
Same same, but not so different
Det diplomatiske svar til dette er: ”ikke helt”. Specielt ikke når man tænker på, at Mad Sin har været i gang siden slutfirserne, og dette er deres 11. plade. Det reelle svar er dog: ”Ikke om du så gav mig min kropsvægt i guld”. Unbreakable er muligvis det ord, der er længst væk fra sandheden om denne plade. Der er faktisk så meget galt med albummet, at det kan være svært at vælge, hvor man skal starte.
Med lad os starte med vokalen. Köfte DeVille er overvejende tæt på ikke at have en tone i livet. Åbningsnumre som ”Are You Ready?” og ”Moon over Berlin” giver associationer til negle ned af en tavle, bestik hen over en tallerken og andre ubehageligheder. Hans vokal bliver dog en smule bedre på ”Till Death Do Us Part” og ”Memento Mori”, der ligger i slutningen af pladen, men det smuldrer igen mellem fingrene, når han kaster sig ud i sit modersmål på ”Totgesagte leben länger”, der har en klang af overentusiastisk karaoke. At hans vokal også ligger meget højt i mixet, hjælper heller ikke på problemet.
Det, der dog gør Unbreakable til et bekendtskab mere langtrukkent end en afhandling om de sanitære forhold i 50’ernes Djibouti, er rytmesektionen. Bestående af trommer, kontrabas og hvad der mest af alt lyder som skeer, holder de en typisk countryinspireret galoprytme, der kun er et whiskyshot og et yee-haw væk fra en skudduel – og de holder den hårdt. Det er som sådan en glimrende rytme med god energi og et glimt i øjet, så det burde fungere. Men når den går igen på næsten samtlige af pladens 16 numre, bliver det uinspireret i en sådan grad, at man overvejer, hvorvidt man kan få rytmeallergi. Man kan undre sig over, hvordan et band, der har eksisteret i snart 35 år, ikke kan finde på noget, der bare er en anelse mere originalt.
Et mikroskopisk lyspunkt på Unbreakable er dog guitaren. Det er meget ensformigt punket country twang, der bliver spillet, men af og til bliver der gravet lidt dybere. ”Hallucinate” byder på et riff, der er umanerligt tæt på at være et, Beach Boys sagtens kunne have brugt i deres storhedstid, og riffet i omkvædet på ”Memento Mori” er tydeligt inspireret af Judas Priest og er utvivlsomt Unbreakables højdepunkt. At resten af nummeret er psychobilly-country af allerværste skuffe, er så en anden ting.
Spild af tid
Man kan sådan set ikke fortænke Mad Sin i at udgive en ny plade efter ti års pause, men når resultatet er af den standard, som man finder på Unbreakable, så kunne de godt have ventet yderlige ti, hvis de da i det hele taget skulle have udgivet en ny. Det er en plade, der nærmest er totalt blottet for inspiration og nytænkning, toppet med en vokalist, der ikke lyder til, at han har sunget så meget som en strofe, siden bandet sidst udgav en plade. At der er en lille håndfuld riffs på pladen, der er acceptable, er på ingen måde nok til at redde Unbreakable fra at være en meningsløs plade. At det ikke engang er til at opdrive en single fra Unbreakable på YouTube eller Bandcamp siger vist også noget om kvaliteten.
