Tomhed er som et landskab uden konturer
Grundet den kontinuerlige strøm af udgivelser hvert år misser vi på heavymetal.dk redaktionen desværre til tider nogle gode skiver (selvom vi hader at indrømme det!). I år tog vores urokkelige og ubestridte leder sagen i egen hånd, og fordelte os alle nogle udgivelser, som vi havde hørt godt om fra omverdenen, og det var på denne måde, at Krallices nye album Porous Resonance Abyss fra marts måned landede i mit skød. Jeg kendte ikke amerikanerne på forhånd, men opdagede hurtigt, at bandet havde begivet sig ud på en sand metal-maraton med ikke mindre end 13 værker på 15 år. Vildt! Det er dog første gang, at Krallice bevæger sig ud på en instrumental-rejse, og værket er beskrevet som værende en dyster, atmosfærisk sci-fi oplevelse. Jeg var ivrig efter at lege Andreas Mogensen for en kort stund, så jeg fandt hurtigt hovedtelefonerne frem, placerede dem som var de en astronaut-hjelm og dykkede ned i udgivelsen. Desværre viste det sig, at landskabet, som jeg skulle besøge, var uden faste konturer og i sandheden en gold oplevelse.
Et lille skridt for mennesket, et endnu mindre for musikken
De indledende minutter af Porous Resonance Abyss starter for så vidt ganske udmærket, da keyboardet som bærende instrument introducerer os til den fremmede planet og skaber en følelse af tomhed og frygt. Rent atmosfærisk føles det som at betræde en ufrugtbar planet, og den fjendtlige stemning runger konstant i baggrunden. Men efter en fem minutters tid af det ”kreative” betitlede nummer ”Porous Resonance Abyss, PT.1” indser jeg desværre, at atmosfære er alt, som jeg får. Lyden bliver hurtig monoton, og store dele af den samlede udgivelse lyder, som om den er blevet skabt og redigeret ved brug af et gammelt midi-program fra før 2000’erne. De langsomme overgange kvæler hinanden, og selvom et gammelt ordsprog hævder, at selv det mindste skridt kan føles som et kvantespring på en fremmede planet, føles det her mere som at trille rundt i en musikalsk grøft. Inden jeg skulle anmelde skiven, lyttede jeg til Krallices sidste fem albummer, og sammenlignet med deres 2022 værk Crystalline Exhaustion (som kan anbefales), føles det som en musikalsk tilbagegang for Krallice. Jeg vil faktisk gå så vidt at sige, at hele Porous Resonance Abyss blev udført bedre på det 14-minutter lange titelnummer fra 2022 – hvilket siger en hel del. Rummet og universet bliver ofte beskrevet som at være en tavs død – et vakuum, der sluger alt lyd og liv. Det samme gør Porous Resonance Abyss. Den glemmer desværre blot at tilføje spændingen.
Pladen havde fungeret langt bedre som EP, men i stedet for får vi en udgivelse, som blot forstærker følelsen af, at dette kunne være et kasseret Star Wars-soundtrack, som ingen ønskede. Tilbage i 2018 udgav Lumnos Ancient Shadows of Saturn som er et must for sci-fi fans, men de højder når vi slet ikke. Pladen er en kedsommelig og intetsigende affære, der ser sig selv langt mere seriøst, end jeg gør. Det mest interessante øjeblik indfinder sig under de sidste tre minutter (og jeg nægter at gentage den repetitive sangtitel igen!), hvor keyboard-sekvenserne kortvarigt har en snert af Mike Oldfields Tubular Bells. Pludselig bliver intetheden erstattet af gys, og det har en øjeblikkelig effekt – selvom den er alt for kort. Selvom jeg forstår ideen om at undlade vokalen for at forstærke følelsen af tomhed, opnår Krallice faktisk det stik modsatte – for lytteren er efterladt med tomrum og spørgsmålstegn. Hvad var truslen? Hvad var formålet? Coveret forsøger ihærdigt at sælge ideen som den eneste, men det forbliver et mysterium. Bandet besidder desuden to talentfulde guitarister i form af Mick Barr og Colin Marston, så hvorfor i verdensrummets navn ikke fremvise noget imponerende guitararbejde og nogle markante riffs? Albummet er så bart for charme, at selv en rundvisning i Aldis lukkede butikslokaler ville lyde mere indbydende.
Fra en afgrund til en anden
Selvom jeg stræber efter at forstå intentionen bag Porous Resonance Abyss, forbliver den mig uklar. Albummet synes bogstaveligt talt at være en afgrund, der er næsten umulig at klatre op ad. Hvor er skrigene fra manden, der bliver kvalt i atmosfæren og de fandenivoldske growls, der fordømmer jorden, som ikke er en skid bedre end resten af universet? Atmosfærisk rammer pladen plet med isolations-temaet, men det er så også det. Porous Resonance Abyss er kedelig, ensformig og fyld på en travl metal-kalender.
