Nordens Paris eller Nordens metalmekka?
Overskriften er selvfølgelig en overdrivelse, der fremmer forståelsen, men der sker virkelig gode ting i Nordjyllands hovedstad lige nu. For lidt over en måned siden udkom Aftryk af Vægtløs – et fænomenalt debutalbum. Kollapses nye sange peger i en meget positiv retning for det kommende album, og nu har Aalborg en ny spiller, i form af Kōya meldt sig på banen. Bandet spiller post-hardcore, som er en ret bred genre lydmæssigt. Efter sigende har Kōya det aggressive og hurtige fra hardcore og det knusende tunge fra sludge, mens det også har atmosfæriske islæt af black-metal og shoegaze.
Kraftfuld sonisk knytnæve
Egentligt er det ikke helt for sjov, at byfællerne i form af Kollapse og Vægtløs nævnes i indledningen, fordi der er spor af begge at finde i Kōyas massive lydmur. Nok i højst grad Kollapse, for der er i den grad mange steder på Fragments, hvor det bliver rigtig langsomt og tonstungt. Især lyder det, som om trommesættet er kommet i slem unåde, da bækken og trommer får leveret nogle ordentlige prygl, hvor hvert slag bidrager til forsøget på at aflive slagtøjet. Krydrer du dette med en bas, som fremstår usødet, rungende og forvrænget og godt fremme i lydbilledet sammen med en vokal, der har næsten samme intensitet som Victor Kaas (Eyes, LLNN), så er enheden et vellykket sammensurium og giver en kraftfuld sonisk knytnæve leveret i ansigtet. Mine første tanker var egentligt, at musikken lød som Eyes, der møder franske Celeste. Det er måske en anelse uretfærdigt at putte Kōya i samme bås med alle de bands, jeg har nævnt, for selvom man kan finde en del elementer fra dem, så er det slet ikke, fordi Kōya er tæt på at lyde som nogen af dem.
Nogle af EP’ens helt skarpe skæringer kommer i slutningen med ”Tempest” og ”Embers”. Særligt ”Tempest” er en sang, der er megaspændende på grund af dens intensitet og dynamiske lydbillede. Den åbner med monstrøse tunge riffs, hamren på trommesættet og fuld blæs på de skrigende vokaludvekslinger. Guitar-riffs veksler mellem den post-metalliske tyngde til black-metalliske fræsende, og undervejs kommer der perifære blastbeasts til at supplere. I sangens mellempassage er en melodiøs og melankolsk-klingende bro, hvor alt trækkes lidt ned i tempo, og der bygges op til sangens klimaks. Og hvilket et af slagsens. For først slår det over i gazy riffs med store langsomme trommeslag og en vokalist, der krænger alt ilt ud af sine lunger. Til sidst ender det i vanskeægte breakdown-stil, med ufatteligt langsomme takter på alle instrumenter, og der veksles mellem growls og skrig. Det er dynamisk, kaotisk og intenst, men vigtigst af alt så får Kōya faktisk vævet en fremragende rød tråd mellem de soniske udvekslinger.
Der hvor EP’en kunne være skarpere er, at nogle af sange kunne godt være kortet lidt af, netop fordi der er voldsomt meget at skulle fordøje for lytteren. Derudover vil jeg heller ikke have noget imod, hvis der var lidt mere vekslen i vokaler, når nu lydbilledet gør det så meget. Men dette er nogle meget små kritikpunkter på en ellers yderst fremragende debut.
Den danske scene kan stadigvæk!
Det er svært ikke at blive lidt glad i låget, når man modtager en EP som Fragments. Det er tæskelækkert, når et nyt band stempler sig ind på den danske scene med tårnhøjt niveau – både musisk og ambitionsmæssigt. Det er en bekræftelse af, at der stadigvæk sker ufatteligt mange spændende ting i undergrunden, og den danske metalscene forsat er i god udvikling. Noget der lidt skammeligt afspejles alt for lidt ved Copenhell i år, som har booket noget færre danske artister i år. Kōya giver en påmindelse om, at den musiske diversitet i den danske metalundergrund lever og ånder, og vi kan godt tåle mere kaos, vrede og dystopi. Faktisk gør Fragments, at man hungrer efter mere.
