Voldsforherligelse er sjældent en god ting…
Ekstremmetallen har altid været garant for et grusomt albumcover eller to. Specielt i den mere brutale afdeling af dødsmetallen – en trend, som Cannibal Corpse kan tage en stor del af æren for. Mange af Cannibal Corpse’s covers er dog vand i forhold til, hvad Korpse har valgt at pryde fronten af deres seneste plade, Insufferable Violence med. Gribbe der cirkler om et øde landskab smagfuldt dekoreret med bunker af lig og omvendte kors – umiddelbart ikke noget opkastfremmende. Men på disse omvendte kors hænger maltrakterede gravide kvinder, hvis foster er blevet skåret ud af livmoderen og hænger dødt i navlestrengen foran øjnene på moderen. Er man småbørnsforælder eller har en lille en på vej, bør man gå langt udenom dette cover, men musikken? Ja, den bør man ikke gå uden om.
… men af og til er det nu ikke så skidt
For på trods af, at Korpse kan lide deres dødsmetal brutal og med rigelige mængder slam, så er der meget mere end bare endeløs gennemtæskning af øregangen akkompagneret af totalt uforståelig lyrik om det ene mere grusomme voldsorgie efter det andet. Bandet formår nemlig at undgå langt de fleste faldgruber, som utallige andre bands i genren ofte falder i.
På Insufferable Violence har Korpse undgået tankegangen om, at et lydbillede er til for at blive fyldt ud. Alt for mange plader i genren har et overfyldt lydbillede, hvor bandet er syet sammen til et larmende menneskeligt tusindben, hvor alt per definition skal hamre derudad konstant. Insufferable Violence giver plads til, at bassen tydeligt kan få lov til at knurre olmt og give den gruopvækkende stemning et ekstra hak. Heller ikke frygten for ikke at være ”br00tal” nok er noget, som Korpse har i tankerne. På ”Genocidal Bloodbath” flirtes der så uhæmmet med deathcore, at det er lige før, det burde foregå for lukkede døre, og på lukkeren ”Epochs of Melancholy” rammes der melodier, der tangerer noget smukt. At melankolien så kommer af, at grusomhederne desværre er forbi, er en anden ting. Men inden nogen bliver bange for, at Korpse er faldet af på den, så er ”Vital Transaction” yderst leveringsdygtig i trommehindesmadrende, voldsglorificerende og generelt ondsindede musikalske handlinger af den slags, hvor man tigger efter mere.
Glem også alt om en vokal, der mest af alt lyder som et rædsomt remix af ”Jens Hansen Havde en Bondegård”. Vokalist Sven van Dijk kan bedst beskrives som Bo Summer på steroider. Det er ondt og brutalt, men alligevel tydeligere end ventet. Tydeligere betyder dog ikke forståelig, men at man kan fornemme, at ordlyden giver lidt mere slagkraft, og et nummer som ”Disposable Underaged Objects”, der ellers har en rigeligt hårrejsende titel, fremstår noget mere gruopvækkende. Tilføjer man et ”.com” til den titel, får man nok en hjemmeside, der har været populær blandt de dømte i Tøndersagen og hos Josef Fritzl.
Korpse falder dog med hovedet først i en enkelt faldgrube, og det er den brutale dødsmetaloverbevisning om, at Lars Ulrichs lilletromme på St. Anger er den hellige gral. Giv nu Caribien deres olietønder tilbage. Det er muligt , at denne trommelyd er ikonisk for genren, men når ”Molestation Condonation” lyder som hele Bilkas afdeling med potter og pander, der falder ned fra hylden, så bliver det en anelse anstrengende.
En stak lig man hellere end gerne vil have i lasten
Tegnede man en graf over, hvor grusomt coveret til Insufferable Violence er sammenlignet med kvaliteten af pladens numre, så er man meget tæt på at have en perfekt 45 graders hældning. Med en plade, der lever op til samtlige af genrens krav og mere til, så skal man være et ualmindeligt surt og elitært menneske for ikke at mene, at det er brutal død af høj kvalitet. Kunne man have brugt en mindre metallisk lilletromme? Ja, det kunne man godt, men med alt det andet, man får, så er det ikke en fejl, der rokker nævneværdigt ved det samlede billede.