Stor sorg og voksen nu-metal er et perfekt match

Tilbage i september var gutterne i Korn klar med deres trettende fuldlænge - The Nothing. En plade, der er tydeligt præget af Jonathan Davis bearbejdning af sin kones død i 2018. Han bruger samtlige elementer af sit vokale arsenal til at få bugt med sorgen. Pladen åbner endda med, at manden bryder fuldstændig sammen akkompagneret af trommer og sækkepiber. Dog skal man ikke lade sig narre af det sørgelige udgangspunkt og tro, at det er en langtrukken tragedie. Det er typisk Korn, hvor de syvstrengede er banket helt ned i kælderen, bassen rumler skummelt og Korns dejligt skizofrene udtryk er intakt. ”Cold”, ”You’ll Never Find Me” og ”Idiosyncrasy” fyrer nogle af pladens tungeste riffs af sted og går på et splitsekund over i et yderst storslået og medrivende omkvæd. Men under overfladen, hvor vellydende den end må være, ligger ubehaget altid og venter. Det bobler helt op på ”The Seduction of Indulgence” og ”Surrender to Failure”, hvor man som lytter nærmest føler Jonathan Davis' smerte og sorg.

The Nothing er bestemt en af de bedste plader Korn har præsteret i det sidste årti, den mangler blot den ekstra tyngde fra The Serenity of Suffering, men opvejer det med sin fængende væmmelige sorg.