Dog skal du nok have noget at styrke dig på senere
Skulle du, mod forventning, en dag undre dig over, hvad staten Tennessee nogensinde har bidraget til verdenssamfundet, så behøver du ikke lede efter flere svar, end Jack Daniels. Skulle du dog enten være en kvalitetsbevidst forbruger, eller kigge i en mere musikalsk retning, så skuffer Tennessee bestemt heller ikke. Staten har fostret store musikere som The Allman Brothers, Elvis Presley, Dolly Parton, Justin Timberlake, og vil du have det hårdere, så kan du få Today is the Day, Whitechapel og pladeaktuelle Knoll. Sidst i januar smed kvintetten As Spoken på gaden, og det er en ubehagelig satan.
Dem de andre ikke tør lege med
Med et lydbillede, som klinger af både Vermin Womb, Full of Hell og Gnaw Their Tongues på meth og en lyd, som bandet selv bekskriver som ”funeral grind”, så er stemningen heller ikke ligefrem sat til solskin, råhygge og kolde drinks ved poolen.
Uden megen advarsel baldrer Knoll titelnummeret ind i skærmen på lytteren, og straks er den dissonante deathgrind herligt altomsluttende og frastødende. “Offering” fortsætter det grimme hærgende mareridt, og man kan undre sig over, om As Spoken i det hele taget vil lyttes til. For selvom bands som Full of Hell og Anaal Nathrakh også er en smeltedigel af had og vrede, så har de altid været inkluderende og gladeligt givet nye fans skilte med “mindre glæde, mere vrede” og “dem der smiler, evigt hviler”. Den hjertevarme velkomst deler Knoll ikke. As Spoken prøver ihærdigt at skubbe alt og alle langt væk og blive efterladt i hadet og gruens kulsorte vederstyggelige afmagt. Bliver man dog ved med at udfordre skæbnen, så tager As Spoken dig hårdt i nakken, skruer op for “Revile of Light” og “Mereward”, og så er det som at være fastspændt foran en perverteret udgave af Drømmespejlet fra Harry Potter, hvor dine dybeste fobier, mareridt og frygt vises. Specielt trompeten i førstnævnte er som en advarsel for ankomsten af mørket i egen høje person på ”Portrait”.
Et mørke, som det ene øjeblik slæber sig afsted i al sin klistrede allestedsnærværende vælde for dernæst at sprede sin fangarme og opsluge alt som et grindende altædende ormehul. Hvordan Knoll maler en så kulsort verden, mættet med gys, at dine nakkehår rejser sig, samtidig med at grinden nådesløst tæsker derudaf, begriber jeg ikke, men det er en formidabel bedrift. Det er et dissonant mareridt, som du, hvor meget du end vil, ikke kan vågne op fra igen. Noget man næsten kunne forestille sig, Knoll var klar over, da “Fettered Oath” byder på en nærmest triumferende trompetfanfare for umiddelbart efter at dræne lytternes sidste rest af håb med “Shall It Be”.
En værdig AOTY kandidat
As Spoken er bestemt ikke nogen nem plade at komme ind på livet af. Det er en straffende omgang deathgrind, der til tider trækker på det absolut mest sorte og klistrede olie-sludge, der overhovedet kan opdrives og kører igennem et dissonanshelvede. Så man skal nok have nogle masochistiske tendenser, for at man i det hele taget vil prøve at lære As Spoken at kende. Men udstår man Knolls 40 minutter lange rædselskabinet, så bliver man belønnet med frastødende atmosfærisk deathgrind i absolut verdensklasse.