Kan det blive mere nederen?
Det er ved at være et par år siden, at Kill Trip udgav deres debutplade Bury the Sky. En dejlig nederen plade der i en sludget, grunget og punket omgang hård rock tog alle verdens ubehageligheder under kærlig behandling og erklærede, at alt i bund og grund var ligegyldigt, nu enden var nær. Det var ikke voldsomt nyskabende, men nihilistisk sludge rock har nu engang sin charme. Men lige op til Kristi Himmelfartsferien i år var der igen nyt fra kvartetten – denne gang i form af ep’en Sifting the Ashes Ep 1.
Det kan det, og det er dejligt træls
Hvor Bury the Sky for det meste holdt sig inden for den hårde rocks rammer, så er lyden på Sifting the Ashes blevet noget tungere, noget vredere, og der er i det hele taget blevet skruet op på samtlige musikalske parametre. Det er stadig tungt, støvet, beskidt og punket, men ep’en har en noget mere metallisk kant end tidligere.
”As the Roots Wither and Die” starter umiddelbart i samme stil som debuten, men der går ikke længe inden den 150 kg rocker, som i forvejen havde en dårlig dag på Bury the Sky, får en endnu mere træls dag. Langsomt men sikkert sniger sludgens og hardcorens vrisne stemning sig ind og drejer den i forvejen nihilistiske stemning over mod et næsten afmagtsdrevet had. Et had der får ”Our Ashes” og ”Teeth” til at fremstå som regulære barslagsmål. Ikke den slags, hvor flasker, mennesker og inventar flyver gennem luften i totalt kaos, men mere den slags, hvor trælse typer får, som de har fortjent uden det helt store rabalder. En lige højre direkte i ædespalten for derefter at blive sparket ud på røv og albuer, og så kan man ellers i ro og mag sætte sig ned med at glas whisky, mens civilisationen langsomt går sit endeligt i møde. I den forstand er Sifting the Ashes også en meget ligetil ep. Intet synspunkt eller politisk overbevisning bliver ophøjet til at være løsningen på verdens problemer. Alt bliver set ud fra et dejligt pessimistisk synspunkt, der definitivt har afgjort, at alt er nederen, og den containerbrand, som verden er blevet, kun kan fortolkes via en tung, beskidt og vred gang hardcoredrevet sludge rock.
Som sådan er der ikke noget nyt i at mene, at verden er et rædselsfuldt sted og besynge det via grim punket sludge. Da Kill Trip gik i gang havde Eyehategod allerede spredt deres gustne galde i tre årtier. Men Kill Trip gør det bare noget mere tilgængeligt og indbydende at se verdens skyggesider, så det eneste kritikpunkt er, at ep’en kun er 12 minutter. Jeg vil have mere, og jeg vil gerne have det nu.
Grimt, beskidt og fedt
Havde man håbet på mere af det beskidte og grungede fra Bury the Sky så bliver man nok lidt skuffet. For ligesom resten af kloden har Kill Trip valgt at gå i den mere beskidte og aggressive grøft, hvor rigelige mængder tung sludge og beskidt hardcore bliver lagt for dagen i et forsøg på at fortolke et sandt overflødighedshorn af dejligt nederen emner.
