Heavyrockens sjoveste mand måtte godt have været lidt sjovere.
Comedy 'n' roll
I næsten 30 år har den amerikanske komiker Jim Breuer gjort det til en levevej at blande sin komik med heavy metal og hard rock. Dem, der kender ham vil vide, at manden lever og ånder for den hårde tråd i ligeså høj grad som han formår at parodiere og direkte mobbe hele kulturen, til stor fryd for medsammensvorne metalhoveder.
Når han optræder live har han et band med på scenen, og hans (lettere modificerede) udgaver af diverse klassikere behandles altid yderst kyndigt og som oftest også hylende morsomt. Så hvad er mere nærliggende end at skrive sin egen musik og udgive en plade?
Ja, det var da meget skægt...
Sammen med bandet Loud & Rowdy, der blandt andre tæller Rob Caggiano fra Volbeat, har Breuer begået en 40-minutters skive – Songs from the Garage - med sine velkendte platte jokes af varierende kvalitet. Hans punchlines og tekstmæssige univers er det primære fokus her, for kort sagt er musikken floskler og klichéer; tre-akkorders rundgange, små catchy riffs og headbang på to og fire danner rammen om, og fundamentet under, den altoverskyggende komik.
Temamæssigt er vi ude i hvor hårdt det er at være far, ægtemand, forbi de 40 og samtidig gerne vil bevare og pleje den evigt unge metalfan, der glor tilbage på én, når man ser sig i spejlet. Med sange som "Raising Teenage Girls" og "Family Warrior" leverer Breuer god gammeldags, omend temmelig forudsigelig, far-humor om sine store udfordringer. "Ha ha, det var da meget sjovt...." tænker man. Og så ellers videre til næste nummer, der på samme niveau byder på jokes og finurligheder af den slags man hurtigt glemmer igen. Men hey, var det ikke meningen, at det her skulle være hamrende morsomt? Bevares, der er lyspunkter her og der, men for undertegnedes vedkommende ligger en stor del af Jim Breuers hylende morsomme facon i hans mimik, timing og visuelle udstråling. Den findes selvsagt ikke på et anlæg hjemme i stuen, og derfor synes oplevelsen lettere mangelfuld.
Som helhed er skiven en jævn omgang, men som højdepunkt må "My Rock 'n' Roll Dream" nævnes; her er Brian Johnson nemlig med på gæstevokal, og det er faktisk albummets eneste rigtig interessante nummer. Det rykker fedt, og til forskel fra resten af skæringerne, kan man huske det efter endt gennemlytning.
Sjovere på YouTube end på Spotify
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Breuer kan sin heavy-ABC forfra og bagfra. Hans vittige gemyt, passion for den hårde rock og ikke mindst talentet for at blande de to, har i mange år resulteret i talrige sjove ytringer. Men på plade er det ikke mere end en ganske jævn forestilling, der forbliver ok uden nogensinde at blive prangende.
Dedikerede fans vil nok ikke være skuffede, men alle andre skal have følgende opfordring: Skal man bruge en halv times tid i selskab med Jim Breuer, så hop en tur ind på datamaten og find nogle af hans mest sete videoklip; hans talrige parodier af James Hetfield, AC/DC - og ikke mindst danske Michael Poulsen - er musts for enhver metalfan. Det er Songs From the Garage ikke.