Tiden går og klokken slår

Infected Rain optrådte første gang live i 2008 under en Slayer-koncert, og på rundt regnet samme tidspunkt udgav de deres første demo kaldet Demo 2008. Jeg kunne have svoret på, at det maksimalt var et årti siden, at jeg hørte bandet var blevet dannet, men tiden går, og klokken slår hurtigere, end man indser. Nu er den moldoviske kvartet anført af den karismatiske Lena Scissorhands klar med deres sjette album Time, som endnu en gang lover vilde genremix, og angiveligt både skulle indeholde melodisk, nu, progressiv, alternativ og metalcore under dens 52 minutters spilletid. Spændende tænker du sikkert. Ikke specielt. Heldigvis skiller Lenas vokal sig ud. Det gør Time dog på ingen måde ...

Den anden saksehånd

Lad mig være krystalklar. Hvis ikke Infected Rain blev ledet af Lena Scissorhands, ville bandet stå temmelig skrabet. Forestil dig In This Moment uden Maria Brink! Lenas vokale præstation er ikke blot alsidig, den er decideret smuk. Hendes skrig er hjemsøgende, den rene vokal er pæn, og samtidig udstråler hun både frygtløshed, sårbarhed og karisma på scenen og i vældet af musikvideoer, som bandet har udgivet. Det er store ord, men over tiden har hun også vist, at hun lever op til dem; hun er en sej kvinde, der kan bære dem med værdighed – og på den måde kan Time vel ses som en hyldest til hende?

Selvom Lena modtager velfortjent ros, er Time som et samlet værk ikke prangende og kan bestemt ikke betragtes som en af bandets mest imponerende udgivelser. Albummet er smækfuldt af overskydende fyld, og med en spilletid på over halvtreds minutter ville det ikke være en overdrivelse at sige, at de første femten minutter nemt kunne skæres væk uden tab. Problemerne intensiveres, når vi når halvvejs gennem pladen, da jeg faktisk ikke er begejstret for nogle af numrene fra b-siden af albummet. ”Game of Blame” er kliché, ”Paura” mangler præcision i sit udtryk og ”Unpredictable” er alt andet. Pladens store frelse kommer imidlertid i form af de to åbningsnumre ”Because i Left You” og ”Dying Light”, samt singlen ”Vivarium”. Disse tre kompostioner viser Infected Rains fulde arsenal og demonstrerer, at deres styrke ligger i øjeblikke af kreativ brillans, selvom det for det meste drukner i mere uinspirerede passager på Time.

”Because I Left You” viser Lenas alsidige vokal, når hun bekymringsfrit veksler mellem ren vokal, growl og skrig. Alt dette forstærkes af lavdæmpede keyboard-beats, som ligeledes gør, at man fokuserer på hendes sang. ”Dying Light” er klassisk nu-metal med en metallisk og tung intro, der øjeblikkeligt forcerer et breakdown. Det er simpelt, men effektivt, og fungerer grundet de gutturale skrig, der er højdepunktet og centrum for sangen. Instrumentmæssigt udfordrer Time hverken bandet eller genren, og det er lidt synd, da der sagtens kunne have været mere fokus på guitar og trommer. Under flere tilfælde har man valgt, når Lena synger ren vokal, at lade hendes stemme stå solo for at fremhæve den. Men det giver lidt bagslag, for tempoet bliver oftest sænket så meget, at vi nærmest har bevæget os væk fra klassisk metalcore.

Desværre er der en del numre, som konceptmæssigt er gode, men som praktisk ikke virker. ”Lighthouse” er vag og svag i sin generelle lyd, og ”Paura” har en frustrerende gentagende elektronisk væren over sig. Endnu ringere er, at man har valgt at slutte med det instrumentelle nummer ”A Second Or A Thousand Years”, som mildest talt er fuldstændig ligegyldigt og noget af det mest tørre elektroniske makværk, jeg længe har hørt. Der er intet tempo, ingen meningsfuld lyrik og absolut intet mærkværdigt over nummeret. Det kunne snildt være AI-skabt så hjerteskærende ideløst, som det er.

Så er min tid vist gået

Time kunne godt have brugt et år eller to mere i ovnen, og virker rodet og ukomplet. Lenas vokal trækker bestemt albummet i den rigtige retning, men instrumenterne er for basale, og kombinationen af nu-metal, progressiv og metalcore lykkedes for det meste ikke. De første tre numre virkede ellers lovende, men desværre holder Time ikke kadencen, som tidligere albums 86 og Embrace Eternity satte for vane, og er kun reddet af et par gode åbningssange og Lenas vokal.