Forever young

Hvis du, kære læser, går rundt og er træt af generisk metal og savner noget, der går nye veje, så er du landet på den rette anmeldelse. For newyorkerbandet Imperial Triumphant, der laver avantgarde-black metal som få andre, har for nylig udsendt deres fjerde album, Alphaville. Jeg stiftede bekendtskab med gruppen i 2018 med deres forrige album, Vile Luxury, og mente dengang, at det godt nok var lidt af en mundfuld, men dog absolut interessant. På netop udkomne Alphaville har gruppen efter eget udsagn skruet endnu mere op for det jazzede og avantgardistiske, og det er spændende, om det kan bære. For os, der kan huske 80’erne og i øvrigt er evigt unge, er titlen, de har valgt, ganske vist lidt uheldig, men tro mig, Alphaville har absolut intet med tysk electropop fra forrige årtusinde at gøre.

Kun ét vellykket eksperiment

Kort fortalt får Imperial Triumphant projekter som Oranssi Pazuzu og Igorrr til at lyde som noget, man kunne finde på Pop FM. Der er ikke ret mange ord, der passende beskriver det, der foregår på Alphaville; det første, man kommer i tanke om, er ’bizart’. Tag for eksempel næsten ni minutter lange ”Atomic Age”, der starter med lidt barbershop-sang fra noget, der lyder som en gammel, ridset 78’er. Skønsangen bliver afbrudt af støj fra et fly og så pludselig et sindssygt mærkeligt riff, der akkompagneres af et endnu mere underligt beat. Ind fra højre kommer senere en kort sektion med noget, der lyder som et muslimsk bønnekald (godt nok med en kvindestemme, men hvad pokker, det er jo avantgarde, det her!), kun understøttet af en manisk tampen på noget, der lyder som små blikspande. I hvert fald får de lilletrommen på St. Anger til at lyde sprød og lækker.

Bedst som man tror, det ikke kan blive mere skørt, bliver blikspanden afbrudt af et infernalsk skrig og et endnu mere bizart stykke larm, hvor trommerne lever deres eget liv uden nogen hørbar forbindelse til, hvad der ellers foregår. Efter 5 minutter introduceres for første gang noget, der kunne lyde som en melodi, men endnu en gang kører trommerne deres helt eget løb. Mangel på sammenhæng kendetegner i det hele taget dette album. ”Transmission to Mercury” indledes således med lækkert loungeklaver og lidt trompet, men man sidder på kanten af sit sæde og venter på, at det skal gå amok i en eller anden bizar retning. Det sker selvfølgelig, men desværre er det bare endnu en passage med tre musikere, der tilsyneladende vil deres helt egen ting uden at skele til, hvad de andre laver.

Bedste sang er uden tvivl Voivod-coveret ”Experiment”, som newyorkerne formår at gøre endnu mere intens end originalen, men samtidig enormt fængende. Her skinner det igennem, hvor dygtige musikere de er, og hvor meget de egentlig har at byde på, hvis de skruede bare en lille smule ned for deres trang til det absurde. Resten af albummet er præcis som ”Atomic Age” desværre noget usammenhængende rod, der vil alt for meget, og som fremstår ekstremt fortænkt.

Kejserens nye klæder

Når man ser et bandbillede af Imperial Triumphant, tænker man umiddelbart Behemoth. Når man ser Alphavilles cover, tænker man mere noget henad Ghost. Men når man har hørt albummet igennem, tænker man primært på at lade sig indlægge. Denne udgivelse har som få andre fået mig til at tvivle på, om jeg som anmelder overhovedet er kompetent nok til at forstå og værdsætte den. Men nej. Det undrer mig i den grad, at der er så relativt mange, der roser dette bizarre værk til skyerne. Man bør som udgangspunkt afstå fra at forske i andre folks motiver, men måske har dem, der siger, de elsker Alphaville, lidt for travlt med at fremstå elitære og klogere end det gennemsnitlige metalpublikum? Den galej hopper vi ikke på her, og nogen skal jo gøre opmærksom på, at kejseren ikke har noget tøj på.

En stor tak for indspark og citater til denne anmeldelse skal lyde til kollega og metalsnob Jonathan Pichard. Ikke mindst for at forvisse mig om, at jeg trods alt ikke var (eller måske endda, ikke er) helt væk.