IAmFire spiller koncert i Studenterhus Århus, Århus C .
IAmFire - From Ashes

From Ashes

Udkom

Type:Album
Genrer:Stoner metal, Psychedelic Rock
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det kreative kollektiv

Københavnbaserede IAmFire er noget så pudsigt som et ’kreativt kollektiv’. Idéen med dette er, at bandet ingen fast besætning har, men skifter mellem forskellige medlemmer. Interessant. Én ting er dog sikker: I front er Peter Dolving, som vi bl.a. kender fra The Haunted og Mary Beats Jane.

On fire

Med From Ashes lægger Dolving og co. rigtig godt fra land. Skiven er bandets første fuldlængde, og samtlige otte numre er spækket med solid stoner a la Black Sabbath møder Kyuss. Hist og her titter inspirationen fra Tool også frem og tilføjer et progressivt element. Det er velkendte toner, og man kan måske klandre IAmFire for ikke at være voldsomt originale i deres udtryk. Ikke desto mindre er kollektivets kreationer fandens effektive, og gutterne formår at skabe en temmelig betagende atmosfære – hør bare den imponerende ”Burn Your Halo”.

Bandet buldrer af sted, og fra første tone befinder vi os i et psykedelisk og hvirvlende lydbillede. De smældfede guitarriffs står i kø, og af og til kommer jeg i tvivl, om det i virkeligheden er Mastodon, jeg lytter til! Dette demonstreres på fineste vis i åbningsnummeret ”Magpies and Crows”, hvor de slæbende guitartoner tvinger hovedet i bevægelse. Sådan! From Ashes er i høj grad båret af momenter som disse.

Det tunge guitarspil suppleres især af Dolving, der for længst har cementeret sin status som en dygtig sanger. Han leverer en drømmende, dynamisk vokal og forstår virkelig at tvinge noget sjæl og nerve ind i musikken – fx i ”For What It’s Worth”, hvor han svinger fra rolig og behersket til kraftfuld og insisterende. Den beskidte produktion skubber vokalen en anelse i baggrunden til fordel for guitar og bas, hvilket blot styrker den psykedeliske stemning. Der er tænkt over detaljen, og From Ashes er en møgfed debut, der sagtens kan klare flere afspilninger i streg! Tak for det, drenge!

Tracklist

  1. Magpies And Crows
  2. Did You Find Your Name
  3. Burn Your Halo
  4. Eyes Wide Open
  5. For What It's Worth
  6. Beamer
  7. My Mistake
  8. Inside

Tilføj kommentar