En verden udenfor

Som den skarpe læser nok har bemærket, så sker det, trods dette site hedder Heavymetal.dk, også, at vi beskæftiger os med andet end forskellige tungmetallers gøren og laden. Men når vi gør det, går det som regel en af to veje. Det kan enten blive en succes, som sidst vi tjekkede den danske punktrio Halshug ud, og det kan blive decideret rædselsfuldt, som da vi gav det tyske psychobilly-orkester Mad Sin et lyt. Så når rocktrioen Høvl spørger, om vi vil anmelde deres debut-ep Høvl, så er det næsten med garanti noget, der kan give lidt mere spænding i hverdagen.

Et læs, der skal trækkes af mere end en

Ifølge Høvl selv er ep’en fyldt med dugfrisk larm, men da den betegnelse også kan dække over en tunet Puch Maxi på en stille villavej, ja, så kan vi nok godt komme Høvls lyd lidt nærmere. At kalde Høvl for et punket garageinspireret godt gammeldaws rock’n’roll-band ville ikke være helt ved siden af.

Åbneren ”Bus Fight” sender da også straks tankerne tilbage til en tid, hvor guitaren var gud, og rap var lyden af en and. I et upoleret virvar af punkede Ramones-rytmer og riffs a la Thin Lizzy og AC/DC brager Høvl selvsikkert derudad uden hensyntagen til nogen eller noget. Der er slet ingen tvivl om, at det er guitaren, der er i centrum hos Høvl. Med et energiniveau, der tangerer Ole Henriksens, rykker guitarist Rasmus Rytter den seksstrengede rundt, som var det en vildhest, der skulle tæmmes. ”Burn This City Down” giver endda ovenstående medrivende klap-på-to-og-fire-formel en tand mere ved et umanerligt simpelt omkvæd, som selv den mest døddrukne og omtumlede bargæst kan skråle med på efter at have hørt det en enkelt gang.

At guitaren er så meget i fokus, skaber dog også nogle problemer for Høvl. Det lyder nemlig ikke til, at der er lagt helt så mange kræfter i resten af bandets lydbillede på ep’ens resterende tre numre. ”City Lights” går lige an. Men specielt på ”Can’t Stop” og ”Wall to Face” får man nemt den ide, at hr. Rytter har fyret op for et riff, givet resten af bandet et enkelt forsøg til at følge med, og så har de optaget, hvad end der kom ud af dette. En interessant ide, hvis man var et sammentømret jam-band som Earthless, men når man er et spritnyt band, der lige er kravlet op af en jerncontainer i København, så er succesraten kun marginalt større end chancen for at vinde i Lotto. Men for at fjerne al tvivl så har Høvl ikke vundet i Lotto, og bandet skal lægge en hel del mere arbejde i andet end guitarriffs for at gøre sig nogle forhåbninger om at vinde.

En tredjedel af vejen

Dermed ikke sagt, at Høvl er en dårlig ep. Der er rigelige mængder energi og fart over feltet til at hive humøret op på enhver forsamling. Sådan som guitaren bliver svunget rundt på, er det umuligt ikke at blive revet bare en lille smule med. Men nu er Høvl en trio, og ser man bort fra guitaren, så lyder det lidt til, at de to andre er gået i Føtex.