Helhorse - Oh Death

Oh Death

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Sludge metal, Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mød genfærdet af en hest

Helhorse står over for at skulle udgive deres andet album, og forventningerne, for et band som allerede har oplevet mere end de fleste, er i top. Bandet kan takke deres 2011 debut For Wolves and Vultures for meget, og har allerede ageret opvarmning for Kadavar, Monster Magnet og Black Label Society.

Men nu skal jobbet som opvarmning udskiftes med pladsen som hovednavn. Den svære to'er med andre ord: Oh Death

Oh Death indeholder 11 numre og 41 minutters groove, stoner, sludge metal - og lad det være sagt med det samme. Det er forrygende godt. Bandet beskriver deres lyd som en bastard af rock, metal, sludge og punk. Det er heavy og aggressivt, men stadig med melodier og sangstrukturer. Inspirationen kommer fra bands som High On Fire, Orange Goblin, Down, Crowbar, Thin Lizzy og Alice In Chains.

Albumgennemgang

Første track: "Fuck Art, Let's Kill" er en perfekt albumåbner. Tunge riff og forsanger Mikkel Wad Larsen giver os, på små tre minutter, en glimrende introduktion til hvad vi kan vente os. Hurtigt, hårdt, gode riff og en god vokal. Andet track: "Hell Hath No Fury". Tempoet skrues op, et fængende omkvæd, og et perfekt afstemt hammond orgel i baggrunden. En blanding af Down og Monster Magnet – når de er, bedst vel og mærke. Tredje track: "The Seams of Life". Bedst som man tror, at hesten er tøjret og nu kender jeg formularen for Oh Death. Men nej. En stille intro på klaver, og et nummer som får lov til at vokse. Mikkel Wad Larsen beviser for alvor, at han er alt andet end brøl, skrig & skrål. Albummets ballade og tid til eftertanke. Videre går det, og på "The Carnal Rage" er tempoet tilbage igen. Et nummer som lige såvel kunne have åbnet albummet. "Red Eye" tager over med en tung bas intro og et endnu tungere riff. I omkvædet anes et harmonisk kor i baggrunden – og det fungerer, rigtig godt. "Climb Through Fire" er et af albummets perler. Tungt vedholdende og samtidig storladent. Mikkel Wad Larsen vokal er her i særklasse. Men albummets bedste nummer er "Death Comes To The Sleeping". Et fantastisk riff og en svævende atmosfære hjælpes på vej af et hammondorgel. Det er tonser tungt og indeholder albummets bedste omkvæd.

Sådan forsætter bandet med at variere, samtidig med at der tydeligt fornemmes en sikker hånd, og en klart defineret stil. Hvor debuten var ung og vild, er Oh Death et modent og forløst udspil. Og det bliver bedre endnu. Det bedste er, at man som lytter har oplevelsen af, at det kan blive endnu bedre på et kommende album. Albummet er produceret af Emil Buus (Grapehouse Studios) og lyden er massive og gennemført.

Tekster og tema

Albummet kredser rundt om emnet død, og er et kig ind i de dele af mennesket som ikke er kønt, men som vi alle indeholder. Til "The Sludgelord" har bandet udtalt:

"Oh Death" was a journey into the darkest, most desperate place I have been in my life. I was ending a long relationship, feeling lost, worn out and without a direction. The album is me trying to find a new way in my life, dealing with the grief of a long love ending and trying to forgive myself and build a new me..

Se i øvrigt også forklaring længere ned om betydning af navnet "Hælhest", som ligger i naturlig forlængelse af det overordnede tema på albummet.

Cover

Et tekstunivers som der findes på Oh Death fortjener et godt cover, og det er der (naturligvis) også styr på. Læs ovenstående citat fra bandet igen, og kig endnu engang på coveret. Det kunne ikke være gjort anderledes eller bedre.

Koncert og turne

“Oh Death" er et album som skal høres live og i november tager Helhorse på tour som led i den kommende “Headbangers Ball tour". Helhorse drager afsted sammen med Solbrud og By The Patient. Find bandet (blandt andet på Facebook) og find en koncert nær dig. Det kan kun blive en god aften.

I første omgang er det en release fest, i aften, torsdag den 19. September kl. 20:00 på Loppen, og der er lovet gratis øl og Jägershots til de hurtige.

Helhorse - The band formerly known as Dødning

Oprindeligt hed det københavnske undergrundsband Dødning, men skiftede navn til det mere mundrette; Helhorse:

Vi har i et stykke tid følt at navnet Dødning ikke længere repræsenterede det, som vi prøver at skabe med vores musik. Derfor er vi efter en længere proces kommet på navnet Helhorse

har bandet udtalt.

Bandet fandt navnet da de læste et digt af Steen Steensen Blicher om Hælhesten:

"På trej bien humper e Hælhæst astej, få de te han håer ikke flier. Men hvem dæ ska møhd ham epo sin vej, humper snåer i e kjergor nier"

Hvad er det nu lige præcis at en Helhorse er..?

Ifølge folketroen er det en trebenet, undertiden hovedløs hest, som varsler død. Førsteleddet "Hel" er betegnelsen på det gamle nordiske dødsrige. Helhesten nævnes første gang i Danmark 1672. I ældre tid blev den ofte identificeret med pesten: "Hel går omkring", sagde man i Sønderjylland i 1600-tallet, når en dødbringende pest bredte sig fra landsby til landsby. I 1800-tallet opfattedes helhesten hyppigt som kirkevare, og ifølge en teori var det genfærdet af en hest, der som en slags indvielse var blevet levende begravet på kirkegården. (Tak til Gyldendals den Store Danske)

Helhorse | Death Comes To The Sleeping [official video]