Forhekset post-metal

Da Detektoren modtog en EP fra bandet Heksproces, ringede det en eller anden klokke ved mig, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvorfor. Da jeg endelig fik tid til at sætte mig ned med bandets pressemateriale, indså jeg, at det var, fordi bandet var et af de 43 bands, som havde indsendt materiale til Wacken Metal Battle, hvor jeg i år var med i lyttejuryen. Hvad jeg husker fra dengang, er, at det var et band med potentiale, men med mange uskarpe kanter, som trængte til at blive slebet. Siden dengang har de proppet de sidste ingredienser i tryllegryden, hvor blandt andet Simon Sonne Andersen fra Orm har stået for mastering. Hvad det har betydet for den færdige trylledrik, må vi dykke ned i.

Post-metal på recept

Ligblomst er en EP i to dele, som handler om en kvindes historie fra vugge til død, hvor den første del er ”Ligblomst” og anden del ”Uværdig Afsked”. Jeg siger ikke, at netop denne tematik muligvis er tungt inspireret af et andet band med Bornholmsk baggrund, og en fra dette andet band har været inden over denne EP, meeeen …

Det er ikke til at lægge skjul på, og det behøver man nok heller ikke. Selvom Heksproces færdes i post-metal, så er der mange progressive og black-metal elementer og segmenter. Det er svært ikke lægge mærke til, at det islæt på pladen bærer inspirationer fra Orms mesterværk Intet·Altet. Det er især tydeligt på ”Uværdig Afsked” med den flotte akustiske intro og afslutningen på numret, som ender i et black-metal-lignende klimaks med fræsende guitarer, melankolske skrig, hurtige lilletrommer og stortrommetæsk. Inspirationerne fra Orm brænder helt tydeligt igennem i disse momenter, og hvorfor skal man heller ikke lade sig inspirere af den fremragende plade? Det meste af tiden er det dog post-metallen, som dominerer lydbilledet, hvor tankerne ledes hen mod Cult of Luna og Isis. Dette er især tydeligt på ”Ligfærd” med de dissonante, ensformige og rungende guitar-riff, hvor Claes Torsten Sørensen brøler igennem. Hans vokalarbejde er klart bedst i de momenter, hvor han giver den fuld gas eller synger stille og roligt, som starten af ”Uværdig Afsked”. Men alt, hvad der er midt imellem, i form af sang i det høje toneleje eller hæse råb, mangler vokalen pondus og polering. Det kan selvfølgelig være for at ville afbilde sin musik mere smerteligt, men det rammer lidt ved siden af, når selve produktionen af lydfladerne er så pæne. Her kunne man måske læne sig lidt op ad, hvad danske Vægtløs gør med en lidt mere rå produktion.

Generelt vil Heksproces alt for meget på kort tid. Man skal for eksempel huske med Orms plade Intet·Altet, at de bruger halvanden time på at komme fra fødslen til døden. Så det er meget ambitiøst at ville det samme på 15 minutter, altså 1/6-del af den tid, som de meget erfarne herrer i Orm gjorde det på. Det er helt fint at have ambitioner for sin musik, men farligheden er, at hvis man ikke får dem ordentligt implementeret, så bliver det en rodebutik. Netop noget som guitarsoloen omkring det sjette minut inde i ”Ligblomst” og kort tid efter de ”Bohemian Rhapsody”-lignende vokalharmonier, føles en anelse påtvunget og mangler en bedre sammenhæng med resten. Heksproces gør ellers mange andre ting rigtig godt. De rammer melankolien i deres black-metal momenter utroligt godt, og deres post-metal segmenter har også den rigtig vægt og tunghed, selvom der herfra er et savn efter mere spændende riffs der.

Hverken fortryllet eller forhekset

Egentligt er det skønt med et dansk band mere, som tør at kaste sig ud i post-metal og det eksperimenterende, da de ikke ligefremt gror på træerne. I Heksproces’ første udspil er der tydeligvis masser af potentiale og tårnhøje ambitioner. Det er noget, som lover godt for fremtiden, hvis de holder sammen. Der er dog mange kanter, som skal slibes og pudses før de helt høje klinger kan rammes. Dette er selvfølgelig det ultimative forventelige, når man udgiver sit første stykke musik, medmindre man er et nyt generationstalent a la Wolfgang Amadeus Mozart, hvilket forventes af ingen. Hvis Heksproces bliver endnu stærkere i sangskrivningen, får en mere rød tråd, flere spændende riffs, og vokalen bliver skarpere, så går bandet absolut en spændende fremtid i møde. Men for nu bliver det hverken en fortryllelse eller forhekselse. Det håber jeg inderligt på, at det gør næste gang. Jeg vil holde øje på sidelinjen, og heppe med i hvert fald, da jeg tror på potentialet.