Canadisk rockband roder ubeslutsomt rundt i genrerne og mister fodfæstet.
Canadiske Gypsy Chief Goliath (GCG) blev dannet i 2009. Dette album, New Machines of the Night, er deres andet studiealbum. De spiller blueset stoner-rock og sludge og har intet mindre end tre guitarister og så endda også en, der spiller mundharpe. Der er lagt i kakkelovnen til whiskyaften med gutterne.
"Uneasy Kings" sparker pladen igang, og alle forventninger bliver umiddelbart indfriet. Ingen tvivl om at GCG kan deres kram. De spiller tight som bare fanden, og den tunge rytmesektion sidder lige i skabet, hvilket får deres bluesede passager til at være rigtig sprøde og lækre. De lækre og afrundede riffs fejler heller ikke noget - de er ligeledes udført til perfektion, og den gode produktion bidrager yderligere til den gode oplevelse. Man får helt lyst til at skylle en whisky ned, inden man lytter videre. Men så begynder problemerne desværre at opstå. Med forventningen om, at taget snart letter som følge af en blues/stoner/sludge-eksplosion, bliver det, som pladen skrider frem, mere og mere tydeligt, at bandet ikke helt ved, hvilket ben de skal stå på. Deres forsøg på at blande blues, stoner og sludge mislykkes, og det ender i en sporadisk fægten i blinde, hvor de kun kan spille én af delene ad gangen. Balancen finder de desværre aldrig, og dermed kommer New Machines of the Night til at fremstå som en rodet oplevelse, og det ellers så lovende potentiale i at have hele tre guitarister, bliver heller ikke udnyttet. Faktisk høres det sjældent, at der er mere end én! Dog skal det siges, at de enkelte numre er meget fine hver for sig, men man sidder tilbage med et ønske om, at GCG besluttede hvilken genre de hælder mest til, og så udelukkende holdt sig til den, så deres musik fremstod mere helstøbt.
Inspirationen fra bands som Corrosion of Conformity og Down er ikke til at tage fejl af. GCG spiller efter klassisk opskrift. Faktisk så klassisk, at GCG, måske lidt for ofte, lyder lidt for meget som deres inspirationskilder. GCG er muligvis et alt for umodent band, til at de endnu har fundet deres egen lyd, og derfor kommer de nemt til, at lyde som noget man har hørt før. Forsanger Al "the yeti" Bones (ex-Mr. Bones) stemme lyder også alt for påtaget og anstrengt, som om han død og pine bare skal lyde som Phil Anselmo med halsbetændelse. Faktisk klæder det ham bedst når han slapper af og synger naturligt, som han gør en smule på nummeret "Dirt Meets Rust", men desværre er der ikke meget af det på pladen.
Når GCG bliver et mere modent band og definerer deres egen lyd på baggrund af deres inspirationer, og ikke i forlængelse af dem, så er jeg ikke i tvivl om de bliver et fedt band, for spille kan de sgu! Men indtil videre lyder de for meget som et rutineret coverband, der har prøvet at lave deres eget materiale og haft for lidt tid til det.
Got No Soul - Her står GCG på deres blues-ben.
