DETEKTOREN
Gypsy Chief Goliath - Citizens of Nowhere

Citizens of Nowhere

· Udkom

Type:Album
Genrer:Stoner metal, Sludge metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Canadiske stoner-sludge-rockere har fundet fodfæstet på glimrende tredje album.

Any requests?

For små tre år siden udgav Gypsy Chief Goliath albummet New Machines of the Night, som var en sær hybrid af stoner, sludge og blues. Sær fordi bandet tydeligvis ikke anede hvilket genremæssigt ben de skulle stå på og famlede rundt i floskler fra deres tydelige inspirationskilder i Down, COC og Thin Lizzy. Dengang kvitterede undertegnede med seks kranier for det lovende potentiale, men efterlyste samtidig en langt højere grad af selvstændighed. Nu er de ude med deres tredje album og der er klare forbedringer.

Når enten-eller bliver til både-og…

"Når GCG bliver et mere modent band og definerer deres egen lyd på baggrund af deres inspirationer, og ikke i forlængelse af dem, så er jeg ikke i tvivl om de bliver et fedt band, for spille kan de sgu! Men indtil videre lyder de for meget som et rutineret coverband, der har prøvet at lave deres eget materiale og haft for lidt tid til det."

Sådan stod der, blandt et par andre ankepunkter, skrevet i anmeldelsen af forrige skive. Men jeg skal love for at bandet er kommet ikke bare ét men flere skridt videre. Væk er den sporadiske famlen efter egen lyd, hvor der blev spillet enten blues eller stoner - nu spilles der med en markant større stilmæssig selvsikkerhed, hvor både sludge, stoner og blues kan kombineres i en rigtig fed symbiose.

Bandet spiller rigtig godt med en hulens masse fede riffs og mange andre ganske fornuftige ideer hist og pist. Dog kan jeg (stadig) ikke forstå hvorfor GCG insisterer på at være et band med hele tre guitarister, når man sjældent hører mere end én….! Det må simpelthen kunne udnyttes bedre. Og hvem ved, måske ville sangene også blive lidt bedre og om ikke andet lidt mere fyldige i deres lyd? Bevares, materialet er sådan set rigtig fint, men i min bog må sludge gerne være ligeså mørkt, grumset og tungt som sumpene i ophavsstaten Louisiana – især når det tydeligvis er den sound man går efter. Det rene og pæne dur simpelthen ikke i denne kontekst.

Stadig plads til forbedringer

GCG har nået et punkt, hvor de endelig lyder som dem selv og ikke som et dygtigt og tight coverband. Sangene kunne godt være lidt mere catchy, men største anke er, at forsanger Al Bones stadig stiler efter at lyde som Phil Anselmo med halsbetændelse; det lyder enormt anstrengt og kunstigt og er i grunden ret uforståeligt da han lyder fremragende de steder hvor han synger "normalt".

Alt i alt er Citizens of Nowhere en absolut godkendt plade, dog med plads til forbedringer. Er man til stoner med en masse sludgy og bluesy elementer, så giv Gypsy Chief Goliath et lyt.

Tracklist

  1. The Sting
  2. Holding Grace
  3. Citizens of Nowhere
  4. Black Samurai
  5. Elephant In The Room
  6. Gloomy Tombs
  7. Odyssey
  8. We Died For This
  9. The Return
  10. Witchcraft For The Ages
  11. Killing Yourself To Live

Tilføj kommentar