DETEKTOREN
Grumpynators spiller koncert i MetroMusik, Ringsted .
Grumpynators - Wonderland

Wonderland

· Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

”Grumpy” gamle gadedrenge af den flabede støbning

Bedre sent end aldrig har jeg her fået den fornøjelse at skulle anmelde den Københavnske kvartet, Grumpynators og deres debutalbum, Wonderland. Og en fornøjelse er det sgu’, for de fire flabede, fuldmodne gadedrenge fyrer den fandeme af, som var der intet andet at tage sig til på denne jord. Det vender jeg tilbage til.

Fra Barnyard Rumble til First Five med Volbeat

Grumpynator blev dannet i januar 2011, og der gik ikke lang tid, før bandet havde fået stablet nok sange på benene til at bevæge sig ud i det danske land. Deres første koncert kom allerede i hus kun et halvt år efter bandets oprindelse på undergrundsfestivalen, Barnyard Rumble, og siden hen er det blevet til en del koncerter på både mindre spillesteder rundt omkring, men også som support for blandt andet Magtens Korridorer på deres forårs-turné i 2012 og Volbeat på deres ”First Five” tour i 2013.

Double bass in Wonderland

To Ep’er skulle det blive til, før Grumpynators signede med danske Target Records, og nu er de så klar med deres første full-length album ved navn Wonderland. Og der er heldigvis masser at glæde sig over på denne debut, for de fire garvede musikere, Christian (guitar),

Emil (guitar og vokal), Per Fisker (trommer) og Jakob (kontrabas), der i øvrigt tidligere har været en del af enten Taggy Tones eller Volbeats besætning, formår på sikker vis at blande en lettere punket hardrock med flere metalliske elementer samt rockabilly på de i alt 11 sange, der er at finde på Wonderland. Alle ovennævnte genrer er repræsenteret, men især rockabilly-genren synes værd at nævne i form af Jakobs både stilrene og virkeligt vellydende kontrabas, der faktisk i sidste ende gør hele forskellen. De mange stilarter til trods går der ikke længe, før man sidder og tapper let med foden til især de dybe toner, og før man ved af det, får man sgu’ lyst til en hel svingom i selskab med Grumpynators.

Motörhead møder motorbilly

Stilen, som bandet selv betitler ”motorbilly” er som tidligere nævnt inspireret af både punk, hardrock, metal og rockabilly, og inspirationerne synes lige så mange. Sangskrivnings-mæssigt ligger de nok et sted mellem det tidlige Disneyland After Dark (nu D.A.D.) og Magtens Korridorer, men der er også plads til de mere alvorlige metalpassager samt en hel del Motörhead at spore i form af især forsanger Emils aggressive vokal. Om man bryder sig om Lemmys karakteristiske ”meget-gale-mand-på-en-bar” vokal, er jo en smagssag, men er man fan af den brogede englænder, er der den danske accent til trods helt sikkert også meget godt at hente i Emils rustne og mindst lige så hidsige sangpræstation.

Massiv metallisk vellyd og charmerende spradebasse-vokal

Ved første indtryk minder sangene måske en smule om hinanden, men alligevel formår bandet hele tiden at iklæde dem nok personlighed til, at man får lyst til at høre den næste sang. Og når først man bevæger sig lidt længere ind i Grumpynators univers, er musikken både varieret og yderst velakkompagneret, og hele produktionen er desuden pakket ind i massiv, hårdt rockende og metallisk vellyd. Soloerne leveret af Christian er rendyrket

rock’n’roll, mens Pers trommer er både veludførte og taktfaste, og sammen med Emils charmerende spradebasse-vokal og Jakobs umiskendelige basspil, får man ganske enkelt lyst til at drikke sig abefuld, mens man mosher rundt på dansegulvet, som var der ingen i morgen. Og allerhelst i selskab med disse fire fuldblods-rock’n’rollere.

Forrygende debut med plads til små justeringer

Lidt finpudsning af Grumpynators sound og små justeringer hist og her er der heldigvis stadig plads til på denne debut, og personligt kunne jeg godt tænke mig en dansksproget version af albummet samt en lidt mere løssluppen produktion. Men når alt kommer til alt, har Grumpynators med Wonderland faktisk formået at lave et album, der er intet mindre end forrygende, og jeg sender derfor 8 rapkæftede kranier i deres retning.

Tracklist

  1. Wonderland
  2. Walking In The Night
  3. Burning In The Snow
  4. Walked Away
  5. The Calling
  6. The Stalker
  7. Speeding
  8. This Is My Life
  9. Pray For Your Life
  10. Mama No
  11. A Life Without You

Tilføj kommentar