Rockabilly-drengene spiller op til dans

Den gyldne opskrift

Den københavnske kvartet Grumpynators udgav i 2015 debuten Wonderland, som var en vaskeægte motorbilly-fest, og ikke overraskende blev albummet aldeles pænt modtaget af både anmeldere og fans. Den let tilgængelige, og fantastisk medrivende, blanding af Volbeat, Motörhead og Ramones var en skudsikker opskrift på en god rock-fest og uhyggelig svær at sidde stille til. Nu er de klar med "den svære toer" – City of Sin – som, på godt og ondt, fortsætter i samme spor og med party-knappen skruet endnu højere op.  

Energisk, effektivt, ensformigt

Første track på den meget flotte skive (artwork af Karsten "Volbeat" Sand) er slagkraftige "Tears of Whiskey", der i bedste Motörhead-stil kører med 120 i timen og fremkalder øjeblikkelige nakkesmerter og stramt knyttede næver, der slår ud i den tomme luft. Dernæst følger "Hotel 2nd Age", igen med et dominerende riff, knald på og fed fest. På de efterfølgende skæringer holdes stilen med motorbilly-rock, der på simpel, men effektiv, vis fortsætter for fuld pedal. Og sådan bliver det ved… og ved.
Jeg er med på filosofien om, at hvis man sidder med den gyldne opskrift på noget eminent godt, hvorfor så afvige fra den? Men ærligt talt, i tilfældet City of Sin bliver man faktisk en anelse træt i hovedet efter tyve minutters tid. Variationen er nærmest ikkeeksisterende, og i øvrigt meget i stil med forbillederne i Volbeat vælger Grumpynators at holde sig i deres comfort zone. Ikke nogen dårlig comfort zone – slet ikke – men alt ammunitionen skydes af hurtigere, end man kan nå at råbe "one, two, three, four!". Og hvor skal man så bevæge sig hen derfra? For det er sgu dygtige musikere, vi har her, og med bare en smule mere afvigelse fra det meget smalle spor, der køres i, kunne slutproduktet have været en del mere interessant. 
Endelig er der produktionen. Den kommer vi ikke udenom. De herrer Jakob Gundel (Black Book Lodge/Invocator) og Jacob Hansen står nemlig for en af de bedste og sprødeste danske produktioner, jeg har hørt i meget lang tid. Den på én gang rene, men også crunchy, lyd klæder lydbilledet perfekt og er med til at løfte helhedsindtrykket, og party-barometeret, markant. Imponerende arbejde!  

Et effektivt party-fix

Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at Grumpynators har begået, hvad der nok skal blive en bragende succes. Med al respekt for dem, der må føle sig truffet, når jeg bruger udtrykket, så er der et stort og stadig voksende "Volbeat-segment" her i landet, der med sikkerhed vil tage imod City of Sin med åbne arme. Og hvorfor skulle de ikke også det? Her er fine melodier med masser af power, der er perfekte som soundtrack til whiskey-bælning med gutterne, inden man rammer byen. Og så lyder pladen også pissegodt!
Men jeg er alligevel ikke helt overbevist. Kald mig bare en musiksnob, men sangene er for ensformige og hurtigt glemt, og, ærligt talt, så er det hele hørt før. Selvom Grumpynators starter en fest af dimensioner, så er råmaterialet blottet for langtidsholdbar substans. Bevares, det er måske heller ikke hensigten at komponere nyklassikere til den danske rock-encyklopædi, men drenge, pas nu på, I ikke ryger i Volbeat-fælden og kører fast i det smalle spor, I ligger i. Det er I sgu for gode, og har alt for stort potentiale, til!