Time flies when you’re having fun
Kender du det, kære læser? Du har efterhånden lyttet til hard rock og heavy metal i en menneskealder, og pludselig viser det sig, at bands, du stadig går rundt og opfatter som ret nye, er over ti år gamle og allerede har udgivet masser af albums. Sådan har denne anmelder det med svenske Graveyard, for de har jo stort set lige udgivet deres retro-rockgennembrud, Hisingen Blues, har de ikke? Tiden flyver, og svaret er nej. Hisingen Blues er fra 2011, Graveyard blev dannet tilbage i 2006, og nu udgiver de gudhjælpemig deres femte album, Peace, der udkommer på Nuclear Blast på fredag. De har ovenikøbet nået at være opløst en kort overgang i 2016.
Ikke den store udvikling, men hvad gør det?
Peace starter med fuldt tryk på med ”It Ain’t Over Yet”, hvor forsanger Joakim Nilsson lyder som en klon af David Coverdale og Robert Plant. Denne åbner er et af de mere heftige numre, Graveyard endnu har smidt på gaden, og en godkendt, men samtidig lidt rodet start. Næste nummer ”Cold Love” starter med den karakteristiske Cream-guitarlyd fra 60’erne, og samtidig sættes tempoet lidt ned. Selvom bandets kærlighed til blues bliver lidt mere tydelig her, formår de at bevare en vis intensitet, og det er ganske godt klaret. ”Cold Love” er klart en af pladens bedste skæringer. På ”See The Day” føler man sig hensat til en støvet ørken, mens den sang med størst hitpotentiale klart må være ”The Fox”, der har et decideret ørehængeromkvæd og lige så fede guitarmelodier. Herefter går det dog desværre lidt ned ad bakke. På den tilbagelænede ”Del Manic” kniber det fx lidt for Nilssons stemme at fange den smukke stemning, bandet skaber. Generelt byder Peace heller ikke på den store udvikling i forhold til bandets tidligere plader, og det bør man nok heller ikke forvente af et band, der lever af at skue tilbage. Det stiller så til gengæld store krav til sangenes kvalitet, og i den afdeling kniber det lidt på albummets sidste tredjedel.
Velspillet, fed lyd, men også lidt kedeligt
Graveyard er et virkeligt velspillende band, der har fuldstændig styr på stil og virkemidler. Lyden er så tilpas beskidt, at den bringer lytteren tilbage til både 60’erne og 70’erne. Forbillederne er nemlig ikke kun 70’erikoner som Led Zeppelin og Deep Purple, men bestemt også 60’erbluesbands som førnævnte Cream samt ikke mindst Jimi Hendrix og amerikanske Blue Cheer – et band, der spillede heavy rock før selveste Black Sabbath. Den største udfordring med Peace er således ikke, at man sidder med den fornemmelse, at man har hørt det hele før. Nej, problemet er, at der simpelthen ikke er nok gode sange til et helt album. Peace bliver derfor i perioder lidt kedeligt og ligegyldigt og når derfor ikke op på niveauet fra Hisingen Blues eller 2015’s næsten lige så gode Innocence & Decadence.
