DETEKTOREN
Gotthard - Bang!

Bang!

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stueren schweizisk sødsuppe til svigermor.

Hard Rock-bands fra Schweiz er ikke just en kategori, som de fleste rock-elskere er specialister i. Men skulle de findes, så kender de helt sikkert Gotthard. Lugano-bandet, dannet i 1992, har haft samtlige af deres forrige ti udgivelser på førstepladsen på den schweiziske album-chart. Ganske imponerende! Nu er de aktuelle med skive nummer elleve; Bang!.

I 2010 måtte det succesfulde band gennem en svær periode, da deres daværende forsanger Steve Lee døde i en tragisk motorcykelulykke. Bandet valgte dog at fortsætte og hyrede Nic Maeder, der som ny mand bag mikrofonen er et frisk pust luft for bandet. Hans sangkundskaber er nemlig ret så imponerende, og hans brede register og pæne fylde passer perfekt til genren. Netop genren må være det vi fokuserer på i denne anmeldelse, for her er tale om noget der placerer sig i alleryderste periferi af, hvad denne side ellers beskæftiger sig med. Det er den slags bluesede radiovenlige rock, som bedst kan betegnes som værende af den blødere og mere stuerene slags, hvor selv ens svigermor synes det svinger. De hårdeste passager minder om en blanding af ZZ Top og Nickelback, mens vi omvendt er ude i noget Big Fat Snake når de er i deres mere afdæmpede hjørne. Her begynder den typiske heavymetal.dk-læser nok at få ondt i mellemgulvet. Sammenligningen med ovenstående bands kan få maveindholdet til at trodse tyngdeloven hos de fleste, og den subjektive holdning hos denne anmelder er da heller ikke blandt de mest positive der findes. Men skal vi forholde os så objektivt til nærværende skive som muligt, og det skal vi jo, så er det ganske fine sange Gotthard får leveret, og uden at vade for meget rundt i detaljer, så er det rigtig pænt produceret og eksekveret. Gotthard er dygtige musikere, og hvis alpelandet har sin egen udgave af Langelandsfestivalen, er jeg sikker på, at de går rent ind hos de fleste festival-campister; Mor og far får sig lidt fadøl og lytter til et harmløst rockband mens ungerne leger, og så går de ellers tilbage til campingvognen og får lidt aftenkaffe og et kortspil.

Det er harmløs melodisk guitarrock efter klassisk opskrift, og et pragteksempel på den slags bands, der, trods ikke-begejstrede anmeldere, sælger masser af plader (jeg nævner igen Big Fat Snake - host host…..). Fans af denne genre vil sikkert synes at Bang! er alletiders, og med udgangspunkt i denne noget cremede og slimede afkrog af den hårde rock, må den også siges at ligge i den bedre ende. Ret skal være ret - man vil elske Gotthard og Bang!, hvis det altså er denne slags rock man sværger til. Men jeg er ikke overbevist. Gotthard er for blødt, harmløst, uopfindsomt, stuerent og intetsigende til min smag.

Trackliste: 1. Bang! 2. Get Up ’N Move… 3. Feel What I Feel 4. C’est La Vie 5. Jump The Gun 6. Spread Your Wings 7. I Won’t Look Down 8. My Belief 9. Maybe 10. Red On A Sleeve 11. What You Get 12. Mr. Ticket Man 13. Thank You

Feel What I Feel - skivens bedste nummer. Og det siger ikke så lidt…!

Tilføj kommentar