Gennemskuelighed er en dejlig ting
Indgår ordet Goat i et bandnavn, så kan det være stort set samtlige genrer. Alt lige fra Goatwhores blasfemiske kulsorte dødsmetal, til hvad end det var, jeg oplevede i 2019 på Metal Magic Festival. Indgår ordet Smoke så også i bandnavnet, ja så er der næsten 100% chance for, at vi skal over i stoner/doom/sludge området. Så derfor var overraskelsen ikke så stor, da danske Goatsmokers debut E.O.T.A. viste sig at være netop i det langsomme og beskidte område af metallen.
Husk solcreme
Stoner-genren har tradition for at have et BPM på niveau med en halvdød komapatient, og denne tradition holder Goatsmoker da også i hævd. Men bag det langsomme ydre gemmer bandet også en Cathedralsk rock'n'roll attitude, som lige rusker op i både band og lytter, inden tågen bliver alt for tyk.
”Wicked Tongue, Black Eyes” byder dig indenfor med genkendelig stoner, der fra første færd udstyrer dig med fadøl og joint, planter dig i sofaen og efter at være blevet godt fuld og skæv foreslår at tage på Harley-tur gennem Death Valley. Og før man ved af det, sidder man overskrævs på kværnen og ser aftensolen gå ned over den endeløse ørken. Fuzz-pedalens tunge og sløve riffs glider gennem øregangen, imens blikket glider over det tørre golde landskab, og man læner sig tilbage, sænker farten og nyder turen. Når mørket sænker sig, trætheden melder sig, og de støvede riffs ikke sparker hårdt nok, så skal man dog have noget stærkere at holde sig kørende på – og her melder Goatsmokers mere sludgede og rebelske rock’n’roll side-sig på banen. ”Eyes of the Aftermath”, ”Rhinoman” og ”Sleeperhold” har ikke tålmodighed til cruise control og at nyde livet. Gashåndtaget bliver vredet, fuzzriffsne bliver tævet helt i kælderen, og så er man ellers klar til at overlade liv og lemmer i varetægten på al den vrisne og beskidte vrede, som kan trækkes ud af ørkenens landevejs-sludge.
Når ”Goatsmoker” med sin reflekterende stemning lakker mod enden, og de døende sekunder af E.O.T.A. rinder ud, så kan man spørge sig selv, hvad man tog med fra kvartettens debut. Og reelt set er det ikke alverden. For på trods af, at det var en fed tur, så er det stadig en tur, som Earthless, Kylesa og Weedeater har taget os med på et hav af gange før. Og Goatsmoker viste os hverken nogle seværdigheder, vi ikke havde set før, tog os på mystiske omveje eller på anden måde gjorde turen interessant. Dermed ikke sagt, at jeg siger nej, næste gang Goatsmoker foreslår at sparke liv i Harleyen og tage på tur, men jeg håber vi kommer igennem et landskab, jeg ikke er lige så bekendt med som E.O.T.A.s.
Det er ikke nyt, men det er godt
Synes man, at Slowjoints seneste plade var udmærket, men lige lovlig vrissen, rå og upoleret, så bør man bestemt kaste blikket i retningen af Goatsmokers debutplade. Der er absolut intet nyt under ørkensolen, men til gengæld bager den tungt over de sløve stoner riffs, der over pladens knap 35 minutter sender lytteren med ekspresbrev direkte til hjertet af Death Valley.