Global Scum - Hell Is Home

Hell Is Home

· Udkom

Type:Album
Genrer:Groove, Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Indædt vrede

Global Scum er et enmandsprojekt af østrigeren Manuel Harlander, som selv spiller alle instrumenter og selv er ansvarlig for både indspilning og redigering. Han står også selv for vokal og både stemmemæssigt og i lyrik har han rigtig meget at byde på – vi kommer vidt omkring indenfor både det politiske, personlige og til tider filosofiske.

..og så går vi i krig

Da jeg hørte albummet første gang, kunne jeg ikke undgå at tænke på, at denne mand da må være meget vred og have haft nogle virkelig slemme oplevelser her i livet. Hell is Home handler da også om en masse ubehagelige emner, som vi alle kan forholde os til, så som skæbne, bedrag, terror, vrede og krig. Det er tydeligt, at Harlander giver udtryk for sin harme over verdens ondskab, og den måde alle behandler hinanden, sig selv og kloden på. Eksempelvis i nummeret ”Falling Terror”, som handler om at blive offer for terror, og alt den frustration og det had dette fører med sig. Eller i nummeret ”Innerlich Faulend”, som på tysk fortæller om, hvordan vi alle må have et opgør med livets undertrykkelser på et tidspunkt. Man kan faktisk ikke helt undgå selv at lade sig påvirke af denne indædte vrede, som hele albummet ulmer af.

Når man tager i betragtning, at dette er Harlanders første album, vil jeg sige, at det er en rigtig flot debut. Der er fin variation mellem hurtige, thrash-agtige rytmer og det mere melodiøse, mørke og tunge lydbillede, der er kendetegnende ved groove og metalcore. De tunge, velspillede riffs henleder nemt tankerne på andre store kunstnere som Illdisposed og Sepultura, og balancen mellem instrumenter og vokal sidder lige i skabet. Stemningen, som gennemsyrer hver skæring, er virkelig til at tage og føle på – det er nærmest, som om den rytmiske bas-dobbelttromme dikterer takten for ens egen puls, når rytmen går i blodet! Et enkelt nummer skiller sig lidt ud fra resten, nemlig ”Amok”; det har en punk-agtig lyd samtidig med at det beholder sine tonstunge trommer og bas.

Dommen er afgivet

Det er tydeligt, at Harlander ønsker at placere hele verdens afskum i helvede, men kunne han ikke have sagt det lidt mindre ensformigt? For selvom samtlige numre hver for sig er velspillede, velproducerede og gode ned til mindste rille, så bliver selve albummet som helhed nemt monotont og ensformigt, kredsende om hans vrede og frustration over emnerne i de enkelte skæringer. Som sådan er det et fint, solidt album, som tager en masse stærke temaer op, men det mangler lidt mere variation, så man bedre kan skelne de enkelte ellers flotte skæringer fra hinanden. Dette ligger til grund for min karakter og jeg er overbevist om, at Global Scum afgjort vil kunne nå nye højder med tiden.

Tracklist

  1. Betrayed
  2. Life in Chains
  3. Disappointed Life
  4. When Water Turns to Blood
  5. Amok
  6. Global Scum
  7. Treacherous Assault
  8. Falling Terror
  9. Innerlich faulend
  10. Can't Change the Fate

Tilføj kommentar