Om sociale medier og black metal
Tager man et overordnet kig på Glemsel, er man på ingen måde i tvivl om, hvilket område af metallen de befinder sig i. Med et bandnavn, der ikke vil huskes, og en debut-ep kaldet Unavngivet er der på ingen måde tvivl om, det er black metal, vi er ude i. Ingen anden genre prøver så hårdnakket på at bevare en æstetik af mystik, det ukendte og at forsvinde ud i, ja, glemslen. Men da vi lever i et samfund, hvor sociale medier er overalt, og det er mere eller mindre umuligt at gemme sig, så kan denne æstetik godt tage at pakke sammen. Glemsel består ganske enkelt af Joachim, Sune og Asmund – tre gutter fra København, og de kan godt lide halvfemser-black metal.
Regler er til for at blive brudt
Knægtene i Glemsel kan faktisk rigtig godt lide halvfemser-black metal. Unavngivet indeholder elementer fra stort set samtlige af genrens store navne. Darkthrone, Mayhem, Burzum, Emperor, Dimmu Borgir er alle i større eller mindre grad repræsenteret på ep’en. Til sidst er der tilsat et strejf af Solbrud for ikke at glemme, Danmark også er leveringsdygtig i god black metal. Men med disse meget tydelige inspirationer kommer der desværre også et problem, man ikke rigtig kan komme udenom.
Nemlig manglende originalitet. At kalde det plagiat og arkivere det lodret, er lige i overkanten, men der er ret langt mellem noget med en reel nyhedsværdi på ep’en. Af og til kan man godt overveje, hvorvidt Glemsels sangskrivning er inspireret af afsnittet af Friends, hvor Monica nævner de syv erogene zoner, men disse zoner er byttet ud med black metal-bands. I det tilfælde vil ”Moders Gråd” være ”Darkthrone, Darkthrone, Darkthrone” i stedet for ”seven, seven, seven”.
Men på trods af dette ville det være alt for nemt bare at afskrive Glemsel som et dårligt kopiband. Man skal også huske på, det er et meget ungt band, og dette er deres første udgivelse. En udgivelse, der endda senere på året får en fysisk udgivelse på det udmærkede pladeselskab Vendetta Records. For Glemsel spiller reelt set ganske udmærket black metal. Specielt sidste halvdel af den syv minutter lange ”En Sidste Bøn” er umanerligt god. Hovedriffet er muligvis så brugt, at det ikke engang var nyt i halvfemserne, men det ændrer ikke på, det er et umanerligt lækkert riff, der er kræs for enhver black metal-fans øregang. Afslutteren ”Rædsel” fungerer også ganske glimrende med sin afmagtsskrigende kvalitet, og så åbner nummeret endda med et riff, der lugter lidt af dødsmetal.
Glemsel gør i grunden ikke noget forkert på Unavngivet; de spiller black metal efter alle kunstens regler, og det kan man ikke klandre dem for, for det gør de faktisk ganske godt. De følger desværre bare disse regler til punkt og prikke, hvilket resulterer i en ep, enhver, der kan sin ”Black Metal for Dummies”, har hørt før. Et godt råd til bandet ville være: Lyt til noget andet end black metal; der er ikke mere at hente i de seks 25 år gamle akkorder indspillet i en papkasse. Måske Rob Scallon, nu introriffet på ”Dødsværk” lyder som det riff, han spiller i videoen, hvor han stemmer sin guitar lavere og lavere.
