Soul?

Sludge fra Korea. Ikke det nordlige (det ville ellers være noget af en overraskelse med propaganda-sludge), men fra Sydkorea, nærmere betegnet Seoul. K-sludge måske? Nok ikke et koncept med samme mulighed for verdensomspændende succes som k-pop. Alas, de her gutter spiller sludge af den onde slags. Pressematerialet præsenterer Gawthrop som sludge/doom inspireret af ’genrelegender som Corrupted, Noothgrush, Cofns, og Meth Drinker’. Guitarer stemt så langt ned, at man snubler i strengene til den ’auditive nihilisme’. Når den nævnte ’isme’ kobles på en albumudgivelse, kommer paraderne op, for musik bør komme et sted fra og have en underliggende mening. Det rimer ikke med nihilisme. Således beredt må vi tage k-sludgen til analyse:

Seoul sans soul

Når markedsføringen sælger Kuboa som det ondeste af det onde, bliver man lettere overrasket ved de første toner. En inspirationskilde kunne nemlig være Red Fang, for ”Bulbocapnine” starter på samme fod som nogen af den røde hjørnetands mere sludgede præstationer. Men samme tæft for sangskrivning kan koreanerne ikke prale af. De har heller ikke styr på teknikken, for guitarintroen på ”Hogweed” drukner helt og aldeles i en koreansk lydmontage. Man kan ikke høre riffet. Det svarer til at lade Ozzy overdøve Iommi med sit ’I am ironman’. Ren selvsabotage. Det tyer de til igen i ”Nutria”, hvor afrundingen skylles ud med badevandet, mens en montage af talende koreanere og marchtrompeter vedligeholder lytterens tinnitus. Måske det er her, nihilismen kommer, for det er indiskutabelt meningsløst.

Men sabotagen gælder også det generelle lydbillede, hvor de forskellige elementer spænder ben for hinanden. Der er så meget forvrængning og diskant, at lilletrommen blot bliver en antydning i et rabalder af bækkener og guitarer.

Kuboa er, som når Yob rammer ved siden af, når de bare kanaliserer deres galde ud i en ren støjmontage. For ikke alt, Yob rører ved, er guld, og når de rammer ved siden af, går det lige i kæbemusklerne, og her må man sige, at Kuboa giver kæberne en kodyl omgang bodybuilding.

Eneste opløftende indslag er ”In Heaven”, der runder albummet i en helt anden stemning. Men den varer knap et minut og er derfor bare et mindre coda. Men velskrevet, spændende og en retning koreanerne bør følge stringent næste gang.

Gab-throp?

Folk med hang til metal med Stockhausen-ske-indfald kan måske få lidt at smile af. For menigmand er de 37 minutter, Kuboa varer, bedre brugt på mere inspirerende indslag, men kanske albummet er godt som baggrundsstøj til en rodbehandling. Der vil en masochist nok få større udbytte end nihilisten. Selvom ’udbytte’ for en nihilist er ren illusion.