At The Gates spiller koncert i Store Vega, København V .
At The Gates - To Drink from The Night Itself

To Drink from The Night Itself

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

The Big Three

At The Gates. De behøver jo ingen intro; de skabte sammen med Dark Tranquility og In Flames den genre, vi kender som melodisk dødsmetal eller bare svenskerdød. Deres karriere har dog været en noget rodet omgang præget af uenigheder og alternative beslutninger. De gik i opløsning tilbage i 1996, stort set efter at de udgav deres magnum opus, Slaughter of the Soul, men det siges jo også, at man skal stoppe på toppen. I 2007 genopstod bandet, men med løftet om, at der ikke ville komme mere musik. Trods det løfte udkom At War with Reality dog i 2014, og nu er vi i 2018, og vi er blevet beriget med bandets sjette album: To Drink from the Night Itself.

Nordic Noir

At The Gates har altid været mere aggressive og direkte end Dark Tranquility og In Flames, og det er stadig deres frustrationer og melankolske vrede, der er den primære drivkraft. Tomas Lindberg lyder præcis så indebrændt, som han alle dage har gjort, og det er tydeligt, at At the Gates ikke gider noget pis eller udenomssnak; de vil blot til pointen med det samme. Der er dog stadig plads til de typiske elementer, som man kan forvente af svenskerdød, dvs. tremoloriffs, enkelte keyboardpassager samt en tyk aura af fortvivlelse. Det er nok især denne fortvivlelse, det indre mørke og den intense kulde, som folk udenfor Skandinavien finder så fascinerende – om det så er vores film, tv-serier eller musik: kontrasten i at alle målinger viser, at vi er lykkelige og velfungerende, men alligevel så forpinte og depressive. Man skal ikke høre mange sekunder af To Drink from the Night Itself, før det står klart, at Tomas og kompagni ikke er helt tilfredse! Fx kunne ”Daggers of Black Haze” sagtens have været temasangen til Millennium-trilogien, og selve tematikken bag albummets navn gør det klart, at nattens mulm og mørke er det essentielle. Jeg er stor fan af svenskerdød og har derfor en enorm respekt for At the Gates, men samtidig kan jeg ikke lade være med at sammenligne dem med de andre bands, der opstod samtidig med dem og også var pionerer indenfor genren. Og her må jeg indrømme, at jeg savner en række elementer: Jeg savner kompleksiteten fra Dark Tranquility, og jeg savner det legesyge vanvid fra In Flames.

To Drink from the Night Itself er ikke en dårlig plade, men de 12 numre derpå er simpelthen for ens – ikke kun i forhold til tempo, længde og lyrik, men desværre også så ens, at numrene virker til at bruge de samme riffs, fx i titelnummeret og nummeret ”Palace of Lepers”. Det fungerer simpelthen ikke at have to numre, der lyder næsten komplet ens på samme album – og da slet ikke, hvis de næsten kommer efter hinanden. Men samtidig er det en konsistent udgivelse: De 12 numre er alle relativt ens og går fint i spænd med hinanden. Ingen af numrene virker malplacerede, så derfor er der et meget naturligt flow hele vejen igennem, og den musikalske røde tråd er lige til at spotte. Det eneste tidspunkt, hvor albummet stikker af i en helt anden retning, er de sidste to minutter af “The Mirror Black”, hvor svenskerdød erstattes af barokmusik med en særdeles dyster cello. Havde dette element været implementeret hele pladen igennem, kunne det have virket spændende samt været med til at skabe et helt nyt dystert lag, men i stedet virker det bare utroligt malplaceret.

Lette løsninger og mangel på mod

Jeg var ikke til stede, da To Drink from the Night Itself blev skrevet eller indspillet, så jeg kan ikke vide, hvad bandet blev enige om. Men det virker, som om de blev enige om ikke at tage nogle chancer overhovedet. Hvad årsagen er, ved jeg ikke – måske det skyldes, at man ikke var helt klar til at tage de store chancer, måske skyldes det, at der var gået for lang tid, siden at man sidst har været i et studie, eller noget helt tredje. Hvorom alting er, så er resultatet altså en kende for forudsigeligt, og trods at Tomas lyder både vred og farlig, så er der intet farligt ved bandets sjette udgivelse – desværre. Det er ikke en dårlig plade, men det er desværre heller ikke en spændende plade. Den virker for ”let” i den forstand, at det ikke virker til, at de har taget én eneste chance (udover de to minutters cellospil), og det kan jeg ærligt talt ikke forstå. Den generelle mening om At the Gates er, at de aldrig kommer til at lave en plade, der slår Slaughter of the Soul, men det virker heller ikke til, at de selv mener, at de kan det, så hvorfor prøve? En underlig indstilling, hvis I spørger mig.

Tracklist

  1. Der Widerstand
  2. To Drink From The Night Itself
  3. A Stare Bound In Stone
  4. Palace Of Lepers
  5. Daggers Of Black Haze
  6. The Chasm
  7. In Nameless Sleep
  8. The Colours Of The Beast
  9. A Labyrinth Of Tombs
  10. Seas Of Starvation
  11. In Death They Shall Burn
  12. The Mirror Black

Tilføj kommentar