Dødsmetal med chillfaktor
Med titlen Blood Fire Chaos Death opsummerede det dansk/australske dødscrust-orkester Nuclear Death Terror ganske præcist, hvad dødsmetal har omhandlet de sidste 35 år. Men hvem siger, det skal være sådan? Kan man ikke skifte ilden ud med ild? Dette spørgsmål virker det til, at en håndfuld texanere stillede sig selv, inden de valgte at grundlægge bandet Frozen Soul – hvis primære temaer er is, kulde og død. En beslutning der indtil videre virker ganske glimrende, da de udgav deres debutplade Crypt of Ice på Century Media her i starten af januar.
Lidt for meget afterski
Der er dog ikke meget is og kulde over Frozen Souls lyd. Det er old school dødsmetal a la Bolt Thrower krydret med en god portion Undergang. Ikke en videre nyskabende blanding, men når matematikken nu siger, at plus gange plus giver plus, så burde det jo fungere ganske glimrende.
Det gør det for så vidt også på titelnummeret, der åbner pladen. Det buldrer derudaf som en truck, der drøner gennem den frosne tundra under polarcirklens evige mørke. Udover førnævnte bands solide træk, leder nummerets rytme tankerne hen mod Carcass’ ”Corporal Jigsore Quandary”. ”Encased in Ice” benytter sig af samme strategi, og med det delte fokus på tempo og groove virker Frozen Soul som et frisk pust i denne gren af dødsmetallen, der ofte har groove, men intet tempo, eller omvendt.
Problemet opstår bare, når der er fire numre mellem ”Crypt of Ice” og ”Encased in Ice” og yderlige fire numre bagefter, og intet af det er noget, der giver lytteren lyst til at høvle på kælk ned ad bakke med hovedet først. Det lyder som Bolt Thrower og Undergang, der er taget på skiferie og slapper af med lidt for meget afterski. Dermed ikke sagt, det er pivringe. Enhver, der savner Bolt Thrower, kan få lidt trøst i ”Hand of Vengeance” og ”Faceless Enemy”, men det er lidt som at få en Dansk Pilsner, når man bad om en Tuborg Classic.
Frozen Soul begår reelt set næsten de samme fejl, som jeg påpegede hos Glemsels Unavngivet. Det er udmærket dødsmetal, det er bare frygteligt uoriginalt. ”Hand of Vengeance” lyder som Undergang, der fortolker Bolt Thrower, og ”Beat to Dust” lyder som Bolt Thrower, der fortolker Undergang, og sådan er det næsten hele pladen igennem. Frozen Soul er foruroligende tæt på at være et band, der kun har to parametre at skrue på. Det er dog to ganske vellydende parametre, det må man give dem, og Frozen Soul forstår da også at låne det bedste af det bedste. At de en sjælden gang imellem går over i et breakdown, der lugter lidt af brutal død a la Kraanium hjælper også lidt, men de gør det bare, ja, for sjældent. Der er alt for lidt nyt under solen til, at Crypt of Ice for alvor bliver spændende.
Er rigor mortis allerede indtruffet
En ekstremt kort opsummering af Frozen Souls debut ville groft sagt være Glemsels Unavngivet, hvor black metal-referencerne skiftes ud med dødsmetal. Crypt of Ice er ikke en dårlig plade. Den formår bare aldrig for alvor at frigøre sig fra sine inspirationer og ender i stedet med at lade sig inspirere alt for meget og virke uoriginal. Den starter udmærket, og et par Carcass grooves og et enkelt eller to breakdowns lånt fra den brutale død får da også spændningskurven til at stige – bare ikke nok. Det er en debut, så der er håb for fremtiden, men der skal godt nok en hel del stearin til for at få denne dødskælk til at glide ordentligt.