Franklin Zoo - Red Skies

Red Skies

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Grunge, Hard rock
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

10’erne er de nye 90’ere

Franklin Zoo er noget så sjældent som et dansk grungeband. Jeg erkender blankt, jeg ikke kendte dem, da Red Skies landede på mit skrivebord, men det er ikke deres skyld, kun min egen. For Franklin Zoo spiller musik, der i høj grad er inspireret af grungemusikken, som den lød dengang i de triste 90’ere, frisktappet fra Seattles proppede scene, og det tiltaler min indre deprirocker, alt sammen skruet sammen med en lidt opdateret lyd.

Forvirringen er total

Allerede fra første tone blev slået an, spidsede jeg ører. Det er catchy og interessant, og min underkæbe ramte bordkanten i sin færd mod gulvet, da forsanger Rasmus Revsbech åbnede munden, og selveste Chris Cornell kom ud af mine højttalere. Jeg lyttede vantro i et par minutter og måtte sikre mig, der ikke var sket en eller anden åndssvag fejl, der havde resulteret i, jeg havde fået et Soundgarden-album i stedet for Red Skies. Men nope, den er god nok. Første nummer, ”Never Caught”, er skåret efter den samme skabelon som førnævnte band – noget, der gør sig gældende for resten af pladen. Jeg har siddet, og gør det stadig, og lyttet næsten vantro til de smægtende toner, der finder vej ind i mine sarte anmelderører. Hvordan fanden er det muligt at lyde SÅ meget som Soundgarden uden at være Soundgarden? Derfor har jeg haft fandens svært ved at gøre op med mig selv, hvad jeg synes om dette udspil. For på den ene side synes jeg, det er fandens god musik – melodisk og fængende, godt skruet sammen og med en vokal på toppen, der ikke giver mig grå hår. På den anden side kunne jeg lige så godt have sat, ja, du gættede det, Soundgarden på.

Dermed ikke sagt, det er en tro kopi. Der er enkelte steder, hvor der er strømninger fra den hårde rock i stedet, og det er med til at give dem lidt mere særpræg. Deres brug af wah-wah-pedalen a la Load/Reload er f.eks. ret effektiv til at bryde illusionen om et coverband, og det i øvrigt glimrende nummer ”No One’s Slave” byder på noget, der lugter lidt af hardcore hen imod slutningen. Der er mange glimrende melodier på albummet, f. eks. ”Burning Man”, der vækker associationer til Refused, men især vil jeg fremhæve midterskæringen, ”It’s Not Me”, som pladens absolutte højdepunkt. Det hele går op i en højere enhed lige der på albummets zenit; der er ingen, der sætter en fod forkert, og den forekommer mig som værende sat præcis der for at fastholde folks interesse.

Længere ud end til navlen

Jeg må dog desværre erkende, det ikke er nok at lyde som Soundgarden. Mens deres forrige album flere steder bar præg af også at have ladet sig inspirere af Alice In Chains – der om nogen forstår, at grunge betyder beskidt – er Red Skies alt for pænt. Der mangler noget råhed, noget af den gritty stemning, man ofte forbinder med den genre, og så må man også gerne lyde som sig selv, uanset hvor godt man end spiller. For den ros skal de sateme have, gerne bøjet i neon, hvis der nu skulle sidde nogle forurettede læsere derude, der ikke har forstået meningen med mine ord. Franklin Zoo er virkelig dygtige, samtlige medlemmer. De skal bare turde vove sig lidt længere ud, og så har vi et band, der med tiden godt kunne gå hen og overtage den danske rockscene.

Tracklist

  1. Never Caught
  2. No One's Slave
  3. Burning Man
  4. Red Skies
  5. It's Not Me
  6. Tangled Pain
  7. Face Down
  8. Cold