Kunst eller navlepilleri?

Islandske Fortíð kunne sidste år fejre sit 20-årsjubilæum. Trods en levetid på over to årtier samt seks album med sig i bagagen må jeg indrømme, at jeg aldrig havde hørt om den islandske trio før nu.

Bandet beskriver selv sit nyeste album, Narkissos, som det mest personlige album til dato, hvilket jo forklarer albummets titel. Så hvis man sad og frygtede, at Fortíð pludselig skulle til at fortolke græsk mytologi, så kan man forblive helt rolig. Med det i mente, så lad os da dykke helt ind i bandets inderste væsen for at se, hvad der gemmer sig derinde.

Det er ikke forkert, men det er heller ikke rigtigt

Fortíðs grundessens er så absolut vikingmetal, men der er så mange fiffige guitarriffs spredt ud over hele albummet, at det får et helt særligt schwung. Det bedste eksempel på dette må være ”Drottnari”, som til tider emmer af 70’ernes proto-metalliske bluesrock. Generelt er hjørnestenen i Fortíðs musik Eldurs guitarspil, uanset om der er tale om de helt klassiske tremoloriffs eller de storladne guitarsoli, der minder om dengang, alle guitarister gik i spandex og brugte overskuddet på lige dele hårlak og hårde stoffer.

Men det er nu de sidstnævnte, der er med til at fremhæve Fortíð og give Narkissos sin sjæl. For uden disse, ja, så ville det være et ret så standard vikingmetalalbum af den slags, vi har hørt mange gange siden 1990’erne. Bevares, passager som introen på ”Uppskera”, hvor bandet lige understreger sit islandske ophav, hjælper også i forhold til at danne en sonisk identitet. Det til trods, så er det også den slags, man forventer af bands fra den kolde pony-ø. Der er dog ingen tvivl om, at Narkissos er et ambitiøst værk, for bandet gør virkelig alt, hvad de kan, for at spille så meget med musklerne som muligt. Ud over de forventelige elementer forsøger de sig også med en række andre aspekter. Eksempelvis kaster de sig over prog-metallen på nummeret ”Þúsund þjáninga smiður”, og det efterfølgende nummer, ”Rotinn arfur”, er tenderende melo-død.

Der hersker faktisk på intet tidspunkt tvivl om, hvorvidt de tre herrer er dygtige musikere eller dygtige sangskrivere, for det er de så absolut. Problemet er dog, at selvom bandet intet gør forkert, og at der ikke er nogen dårlige sange på albummet, så gør de heller ikke noget rigtigt. De numre, der reelt set er gode, kan tælles på én hånd. Ser man bort fra ”Drottnari”, ja, så er der ikke rigtig et eneste godt nummer på albummet, og hvordan de blev enige om, at ”Narkissos” skulle åbne albummet eller i det hele taget være med, kommer jeg aldrig til at forstå.

Gode musikere er ikke lig med god musik

Jeg vil faktisk rigtig gerne både kunne lide, og anbefale Narkissos. Der er så mange gange i løbet af den lille time, som albummet varer, momenter, hvor de næsten har fat i den lange ende. Men desværre ender de med at tabe det hele på gulvet, som var det de gamle glas, der gik tabt i en tango takket være Hr. og Fru Skjold Hansen. Det er et album, der desværre beviser, at blot fordi man er dygtige musikere, betyder det ikke, at man per automatik laver god musik. For Fortíðs syvende udgivelse er desværre en kedelig affære, trods store ambitioner.