Force Majeure - The Rise Of Starlit Fires

The Rise Of Starlit Fires

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Vinteren er lang i Finland

Force Majeure har ikke rørt på sig i næsten ti år, og med en ny vokalist i Marcus Lång har de skiftet retning en lille smule, og samtidigt forsøger de at spille et puds på metalverdenen og dens karakterer. Deres nyeste album The Rise of Starlit Fires' navn er udarbejdet alene ud fra den tanke, at de ville elske at få en finsk, legendarisk radiovært til at udtale det med perfekt tale. Det svarer velsagtens lidt til, at Poul Krebs lader Mylle udtale sit seneste album i live radio. Rigsdansk, ingen tøven og med en stolthed, som kun Mylle kan finde frem.

Multikunstner møder traditionerne

Det spøjse ved opsætningen af Force Majeure er det utraditionelle og så alligevel traditionelle ved power metal. Du har en bastant vokal, et par guitarer, en bas og en trommeslager. Men ser man på præsentationen her, kan trommeslageren så meget mere: ”drums, orchestra bells, bell-tree, tympani, gong, cowbells, temple blocks, wind chimes, crotales”. Der kan man tale om en multi-kunster. Og det kommer helt klart også i spil flere gange. Mere om det om lidt.

Først vil jeg lige vende, hvordan de beskriver sig selv. Nemlig som ”Semi-Erotic Power Metal With Great Finnish Delivery”. Her kan man tale om at skille sig ud med vilje. Væk er de traditionelle fantasy-lignende emner. Ind kommer alt fra en kærlighedshistorie med stjernetegnet Tvillingerne, over en fortælling om ulvenes liv i den nordborealske skov, forbi en fortælling om en kirke til Venus, som kommer ned og danser med folket ved kysten - for at slutte af med en fortælling om en, der identificerer sig med et faldende snefnug.

Alt dette er akkompagneret af diverse slagtøj, keltiske undertoner, hurtige riffs, en dyb bas og så en forunderlig stemme, som jeg har svært ved at blive enig med mig selv om, om jeg kan lide eller ej. Jo, det er en klar power metal-stemme. Nej, den er hverken for skinger eller for dyb. Alligevel kan jeg sidde og tænke ”nej, den fungerer ikke”, men at beskrive, hvorfor den ikke passer ind, er svært. Som Jeremy Clarkson ville have sagt det: ”it looks like a Golf, it sounds like a Golf, it drives like a Golf. But it so isn't.”

Lidt den samme følelse har jeg her. Det kan godt være, stemmen lyder som power, det kan godt ske, Marcus ligner power metal, og han opfører sig som power metal. Men det er bare ikke power metal. Lidt omstændig beskrivelse, men den oplevelse, jeg får ud af musikken, er ikke optimal med ham på vokalen. Der er for stor reference til den tyske del af power metallen, mens musikken har fokus på den finske side af power metallen. Den konstellation virker bare ikke.

Har de taget sig for lang tid?

Spørgsmålet går på, om de seks år, de har brugt på denne produktion, har været for lang tid. Bevares, de skiftede sanger og skulle køre ham ind. Men alligevel, seks år for at lave en plade i samme boldgade, som de er vant til at arbejde i, er meget lang tid i vore dage. Det er, som om der er en underliggende tone, om de overhovedet skulle have lavet det album eller ej. Det ved vi af gode grunde ikke, men det er en tanke, der er værd at have med på de kun 44 min. og otte sange, vi får serveret.

Tracklist

  1. Gemini Rising
  2. Apocalyptic Hearts
  3. Blessed by the Wolves
  4. The Great Starfall
  5. Church of Steam
  6. Pantheon of My Passion
  7. The Darkening
  8. Subarctic Showdown

Tilføj kommentar