Serveres bedst af en abortender

Ifølge en fantastisk åndssvag konspirationsteori er blandt andet Joe Biden og Hilary Clinton medlem af en pædofil og satanisk kult, som spiser aborterede fostre. Selvom et sådant foster nok kan tages i et par mundfulde, så kan knogler og brusk måske være en udfordring for en mand i Bidens alder. Derfor ville det da være nærliggende at tro, at manden har haft gang i blenderen og nydt et glas iskoldt fosterjuice. Det er nok ikke det, engelske Foetal Juice tænkte, da de fandt på navnet, men det kan da være, der har sneget sig et par purerede fostre med på bandets seneste skive Grotesque.

Så spændende som gårsdagens vejrudsendelse

Et sted, hvor Foetal Juice i hvert fald har blendet alt til mos, er i deres afart af dødsmetal. Glem alt om noget progget, melodisk, teknisk, blackened eller på anden måde krydret dødsmetal. Det er god gammeldags thrashet død, som det har lydt, siden ruder konge var knægt.

Man skal heller ikke mange sekunder ind i “Human Beach Master”, før man får kastet velafprøvede grooves i skærmen i et medrivende og energisk tempo, som man allerede ved kommer til at holde hele pladen igennem. Så vidste du ikke, hvordan gammeldags død som Autopsy lød før, jamen så ved du det, når Grotesque er nået til vejs ende. 

Dette er dog både Foetal Juices velsignelse og forbandelse. At have en så genkendelig lyd med alle de virkemidler, som genren har opbygget over de sidste 40 år – deriblandt Autopsys lettere vanvittige klang – gør, at man straks føler sig hjemme på Grotesque. “Cunt of the Litter” er konstrueret efter circle pittens 101, og snerten af black på “Cemetery Leachate” gør, at hr. og fru Danskerdød vil synes, det er interessant samtidig med, at det ikke er for fremmed. Hører man dog til dem, som ved, at der findes andre krydderier end salt og peber, og som har hørt andet død end Hatesphere, Illdisposed og Baest, ja, så bliver Foetal Juice hurtigt et yderst gennemsnitligt og dræbende kedeligt bekendtskab. Genbrugsprocenten er nemlig så høj, at selv metalcoren siger stop. Strukturen, riffsne, rytmerne, ja stort set alt, du finder på eksempelvis “Cunt of the Litter”, genbruges på samtlige numre. Hvis jeg ikke vidste, at der var 11 numre på pladen, så ville jeg gætte på et sted mellem fire og 16, og mit eneste pejlemærke er den akustiske intro på lukkeren “Gruesome”. Jeg kan sagtens forstå appellen i det, Foetal Juice har gang i. Med den store spændvidde, metallen har fået, så er det rart ikke konstant at skulle lege genreparkour, men få noget simpelt, som man ved, hvad er. Problemet med Grotesque er bare, at der bliver taget så lidt chancer, at det svarer til at få en kop lunken kaffe, fordi ekspedienten er bange for, at du brænder tungen. 

Vi ses, måske, til sommer

Det eneste reelt positive, der er at sige om Grotesque, er, at pladen trods alt ikke er elendig. Den er så gudsjammerlig kedelig og tilpas gennemsnitlig, at jeg ikke vil blive overrasket, hvis Foetal Juice en dag dukkede op på en større, bredt appellerende metalfestival. Indtil da vil bandet sejle stødt videre i glemslen hos def leste.