Tre gange teknisk dødsmetal
Hvem fanden kalder sit band for Flub? Det gør såmænd vokalist Michael Alvarez (ex-Alterbeast), guitarist Eloy Montes (ex-Vale of Pnath), trommeslager Jared Klein (Rivers of Nihil) og bassist Matthew Mud (hidtil ukendt). Med den sammensætning kan man forvente, at Flub dels spiller teknisk dødsmetal, og dels lyder meget specielt. Efter to EP’er, Purpose fra 2013 og Advent fra 2014, er gruppens eponyme debut-LP på gaden, og fans af medlemmernes ophav kan godt forberede sig på at få deres forhåbninger levet op til. For Flub er mere teknisk-sindet end Philip Brainard og mere særpræget end Robin Williams. Flub!
Det uforventelige
Flubs lyd ville være fuldstændig forudsigelig, hvis det blot havde været muligt at forestille sig denne hybrid. Der er alsidige skrig/growls/hyl fra Alterbeast, behændige arpeggio-baserede guitarmelodier fra Vale of Pnath, og lynhurtige blastbeats samt det intense og varierede trommespil fra Rivers of Nihil. Til tider afveksles med deathcore-lydende staccato-riffs, og til tider med kortfattede passager inspireret af jazz eller klassisk, men som hovedregel er Flub hurtig, teknisk, melodisk og intens, hvilket netop er adjektiver, der kan beskrive kunstnernes ophav. Hvad tonesammensætningen angår, ligger sammensætningen fortrinsvist i den neoklassiske lejr ligesom dele af Alterbeast med usædvanlige og forvrængede akkorder som Rivers of Nihil.
Men Flub er ikke bare Rivers of Alterpnath. Hele albummet er svøbt i en eventyrlig stemning; ikke brutal, ikke hadsk, ikke rasende, men slet og ret eventyrlig. Lydbilledet rummer overnaturligt lydende synth i baggrunden, mens en form for glockenspiel anvendes til at øge mystikken. Disse elementer lader i mine ører til at låne deres melodier og progressioner fra gamle N64-klassikere som Banjo-Kazooie og Donkey Kong 64, hvilket jeg varmt bifalder. I dette henseende er kunsten på omslaget såre velvalgt, da det taler til albummets overordnede og lydmæssige tema, og temaet skaber en afgørende sammenhængskraft på albummet. Gruppen har skabt albummet som en sammenhængende historie for bagefter at bryde den op og blande rundt på brudstykkerne bevidst for at skabe et puslespil til lytteren, og takket være den allestedsnærværende stemning er albummet kohærent frem for fragmenteret.
Bassist Matthew Mud er som nævnt et ubeskrevet blad, så lad mig korrigere denne fejltagelse på den mest håndgribelige måde: han er dygtig, og hans basspil lyder rigtig godt. Jeg har sågar skruet op i frekvens-intervallet 600kHz – 1000kHz for at høre mere til ham. Siden guitaren ofte blæser gennem høje registre – genren taget i betragtning – dominerer bassen de dybe registre og bidrager væsentligt til selve riffingen, som i øvrigt nærmer sig Montes’ leadguitar i kompleksitet.
Jeg har et enkelt kritikpunkt, og det er en gammel traver. Mikset på Flub er desværre så mast, at ingen af instrumenterne lyder som rigtige instrumenter. Gruppen og/eller studieingeniøren har åbenbart ønsket, at harpen skal være lige så højlydt som lilletrommen, men konsekvensen er altså et livløst miks. Gruppen undgår til gengæld øvrige faldgruber, idet de deathcore-inspirerede staccato-riffs er velskrevne og passer godt ind i sangene, mens de ihærdigt har forsøgt at give hver sang et genkendeligt tema, så Flub ikke bare blæser forbi i en storm af arpeggioer og blastbeats.
The Fluberalus Prophecy
Flub er absolut et imponerende værk. Fans af Alterbeast, Vale of Pnath og i lidt mindre grad Rivers of Nihil vil genkende bærende elementer af disse gruppers lyd, men Flub benytter disse elementer til at skabe en særlig og eventyrlig lyd, som virker lige så inspireret af gamle videospil som af medlemmernes øvrige/tidligere projekter. Jeg kunne godt have ønsket mig et mere dynamisk miks, både af hensyn til atmosfære og af hensyn til instrumenterne, men ikke desto mindre er Flub et fornemt og nyskabende tech death-album af en fornem gruppe af kunstnere.
