Frygten for det ukendte
Siden Fall of Serenity oprindeligt blev dannet i 1998, har østtyskerne ført en ustabil tilværelse præget af opbrud og genforening. Som resultat heraf kan seneste udgivelse dateres tilbage til 2007, to år før gruppen endnu en gang gik i opløsning. Denne gang kun kortvarigt mellem februar 2009 og oktober 2010. Ikke desto mindre har de gennem årene formået at bevare en kultlignende status på den europæiske undergrundsscene for melodisk død. På nærværende udgivelse, Open Wide, O Hell, betrædes menneskesindet via mørke stisystemer, der udfordrer vores opfattelse af virkeligheden og stimulerer vores værste frygt. Med selve forstanden på spil skyller især frontcoveret visuelle vragdele af tankegods fra H.P. Lovecrafts formummede litteratur om Cthulhu i land. Eller for at bringe forfatterens egne udødelige ord for en dag: ‘The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown'.
På randen af vanvid
En menneskelignende karikatur af kosmiske proportioner. Ansigtet dækket af tentakler i tusindfold. Kroppen glinsende af grønne skæl og med vingefang som en drage. Respektindgydende i sin fremtoning reflekteres benovelsen over Cthulhu kun i stærkt begrænset omfang af Open Wide, O Hell, som vi træder ud på ”Thy Pathway”. Placeret i spændingsfeltet mellem instrumenteringen fra Heaven Shall Burn og Henri Sattlers dødsrallen (God Dethroned), fremstår produktionen faktisk en anelse tyndbenet. Oplevelsen forstærkes af lettere vilkårlige trommemønstre såvel som de hæse, men mudrede growling-sessions fra forsanger John Gahlert.
Selvom albummet opererer med både velkendte og relevante oplæg, sidder man stadig med et gennemgående indtryk af kompositioner i middelmådig kvalitet. Foruden førnævnte gadekryds emmer numre som ” Darkness, I Command” og ”I Don't Expect I Shall Return” af melodiske tremoloriffs fra Necrophobics fjernlager, hvorimod lyrikken med førstnævnte som tjenende eksempel til fulde illustrerer vores mildt sagt udfordrede sindstilstand: ’Driven by the urge for retribution / My salvation / Comes at the cost of your damnation / No faith to control my mental state / My words shall be the air you breathe’.
Understøttet af mestendels vellykkede ”Chaos Reigns”, der dog lige mangler det sidste for at finde et naturligt leje til fraseringerne i low pitch, bør fremhæves den midterste del af Open Wide, O Hell: veludførte vokalharmonier. En tromme, der formår at indramme det samlede lydbillede. Forskydninger i tempo såvel som atmosfære. Catchy hooks og velkonstruerede broer mellem versene. Alt det inklusive moms leverer ”Winter Song” i artige mængder, mens momentum fastholdes af efterfølgende ”To Tear the Flesh”. Her er bassen rykket klædeligt frem på rampen, og nummeret udmærker sig yderligere gennem NWoBHM-insinuerende riffs, der dog skeler kraftigt til guitarlinjen hos Tipton og Faulkner på Firepower. Ved vejs ende mister vi dog fodfæstet. Med et uudgrundeligt udtryk af ’black punk’ hvirvler ”I Am the End” os slutteligt ned dybet, tvivlende på vores egen forstand af de helt forkerte årsager.
Det trækker gennem porten
Det siges, at vanviddet skulle indfinde sig med øjeblikkeligt varsel hos os almindeligt dødelige ved det blotte syn af Cthulhu. Men mon ikke det fiktive gudebillede snarere skal ses som en spejling af frygten for vores egen forgængelighed? Så tankevækkende som disse anskuelser må forekomme, slører det nu en gang ikke for det faktum, at det trækker gevaldigt gennem porten på Open Wide, O Hell. Rammerne flugter langt fra uforbeholdent med produktionsniveauet, og så nytter det lige lidt at have en tømrer i familien af guddommelig herkomst. Her hjælper hverken bønner eller bodsgang. Den sidste engel har blæst i sin basun. Portene til Helvede står på vid gab. Cthulhu venter …
